Fem spørgsmål fra Viaplay, og så tog Jens Stryger Larsen sit gode tøj og gik.
Han har oplevet store triumfer som landsholdsspiller i Parken, men denne tirsdag var et rent mareridt for Jens Stryger Larsen, der sammen med Malmö FF blev kørt rundt af FCK, der vandt 5-0 i returkampen i Champions League-kvalifikationen.
Efter kampen var danskeren, der havde sunget højt med Malmø-fansenes 'Hatar København' inden opgørerne mod FCK, den sidste til at komme ud af omklædningsrummet, og så blev pressen vidne til en meget hurtig seance, hvor Stryger skred efter 114 sekunder.
»Det er svært at finde ord for det nu. Vi er utrolig skuffede, utrolig berørte over, at vi kan levere sådan en præstation foran vores fans, der har støttet os i en svær sæson, hvor vi ikke har præsteret,« sagde han til Viaplays reporter, mens resten af pressen stod samlet omkring ham.
»Vi snakker det hele igennem i pausen, og så går der lidt tid, før de scorer til 3-0. Vi er der slet ikke som hold eller som individuelle spillere. Nu skal vi virkelig til at kigge indad - især som hold.«
»Det er en kamp med meget på spil, og det er, som om vi ikke forstår det i dag. Vi spiller om at komme med i den bedste turnering i verden. Vi ligner slet ikke et hold, der vil det i dag,« sagde han, før han blev spurgt, om holdet var blevet kyst af Parkens tryk.
»Jeg ved ikke, om vi bliver rystet af stemningen, men som hold rammer vi slet ikke niveau. Det var under al kritik.«
»Det er en kæmpe stor skuffelse. Som jeg sagde, så spiller vi om at komme med i den bedste turnering, og så leverer vi sådan en indsats. Så fortjener man ikke godt nok heller ikke at være med til at spille om det.«
Så havde den tidligere danske landsholdsspiller ikke mere på hjertet og forlod Parken i tavshed.