Kaos.

Det kan man vist roligt kalde tilstandene i den tidligere Serie A-klub Piacenza, der har formet italienske legender som Inzaghi-brødrene, Simone og Filippo, og den tidligere landsholdsangriber Alberto Gilardino.

For tiden virker der langt til fordums styrke, da man efter en økonomisk bankerot nu frister tilværelsen i den fjerdebedste række, Serie D, og samtidig sejler rundt på ledelsesgangene.

I de seneste dage har klubben nemlig haft usædvanligt travlt med at fyre trænere – faktisk er to trænere fyret på under et døgn.

Piacenza har tidligere været en fast del af Serie A – men nu frister klubben en langt mere ydmyg tilværelse.
Piacenza har tidligere været en fast del af Serie A – men nu frister klubben en langt mere ydmyg tilværelse. Foto: Carlo Ferraro/Epa-Ansa/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det skriver fodboldmediet Football Italia.

Piacenza fyrede således tirsdag Carmine Parlato efter 42 dages tjeneste for klubben, og ind kom den udsete redningsmand Simone Bentigvoglio.

Han nåede ikke mere end én træning, for hans fortid som dømt i en betting-skandale fra 2011 faldt en række Piacenza-fans for brystet. De afbrød træningen med en protest og truede med boykot af klubbens kampe.

Og dét fik altså klubbens bestyrelse til at trykke på fyringsknappen på ny.

I stedet har klubben nu genansat italieneren Stefano Rossini, som klubben ellers fyrede den 7. oktober for at gøre plads til Carmine Parlato. Det skal blive spændende at se, hvor lang tid han får på pinden – han indledte onsdag aften med en sejr i pokalturneringen.

Piacenza gør sig netop nu som nummer 11 i Serie D.