159 millioner kroner.
Så stor er den ekstraregning, der er opstået i forbindelse med corona i Aarhus Kommune.
Penge, der er brugt på alt fra værnemidler til personale, der har løbet ekstra stærkt under pandemien.
Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Her lyder det, at rådmændene for Sundhed og Omsorg og Børn og Unge vil sikre, at børnene og de ældre ikke kommer til at stå tilbage med regningen.
»Det er særligt de to store velfærdsområder i Børn og Unge og i Sundhed og Omsorg, der har trukket et stort læs – og også haft de største merudgifter. Derfor vil vi gerne sikre, at alle magistratsafdelinger får dækket de ekstra udgifter, de har haft under corona. Det håber vi, borgmesteren er enig i,« siger sundhedsrådmand Christian Budde.
Aarhus Kommune er ved at opgøre præcist, hvor mange merudgifter der har været under corona.
Kommunen har i første omgang modtaget 54 millioner kroner i kompensation fra staten. Den resterende kompensation skal på dagsordenen til sommerens regeringsforhandlinger.
Uvisheden om, hvorvidt kompensationen kommer eller ej, skaber usikkerhed for, om regningen ender hos børnene og de ældre.
»Vi håber, at staten kompenserer kommunerne 100 procent. Men uvisheden skaber usikkerhed og vanskeliggør økonomistyringen på de store områder. Vores medarbejdere, der har trukket det allerstørste læs under corona, fortjener ro og sikkerhed omkring rammerne. Derfor skal alle merudgifter være et fælles ansvar,« siger rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom.
Helt konkret foreslår de to rådmænd, at alle magistratsafdelinger ydes fuld kompensation for merudgifter under corona.
»Vi er glade for den politiske opbakning, som vi møder til vores forslag. Det kan ikke være rigtigt, hvis vores børn og ældre skal stå tilbage med den store regning,« slutter de to rådmænd.
På byrådsmødet 27. april skal politikerne drøfte fordelingen af coronaregningen.