Studielivet er ofte synonymt med et stramt budget. Men nu rykker streaminggiganten Viaplay ud med en håndsrækning til landets studerende.
Med en ny studierabat åbner de op for, at unge kan få adgang til Viaplays indhold til en markant lavere pris. Det skriver Viaplay Group i en pressemeddelelse.
'Vi ønsker at støtte studerende i Danmark, som ofte har et begrænset rådighedsbeløb, fordi de prioriterer uddannelse frem for indtjening. Det vil vi gerne anerkende,« udtaler Sine Smith-Jensen, SVP Viaplay Commercial Denmark. Hun tilføjer, at initiativet også er en langsigtet investering for Viaplay:
'Samtidig ser vi et langsigtet forretningspotentiale i at tilbyde dem en attraktiv indgang til Viaplay-universet – med håbet om, at de fortsætter som kunder, når studietiden er ovre.'
Med den nye studiepris kan studerende på videregående uddannelser få 50 procent rabat på de månedlige betalinger.
Der er dog en begrænsning: Du kan maksimalt få verificeret din studiestatus fire gange i alt. Det betyder, at den studerende rabat potentielt kan vare op til fire år.
Ifølge Viaplay er de den eneste streamingtjeneste i Danmark, der tilbyder studierabat.