Viaplays kommentatorsats var en seer-succes. 

Den tidligere fodboldlandsholdsdarling Preben Elkjær fik i den forgangne uge sin golfkommentator-debut, da han sammen med sin kollega fra Champions League-studiet Peter Grønborg og golfspiller Lucas Bjerregaard kommenterede US Masters.

Og målt på seere var det en succes - der var både seerrekorder, salgsrekorder og streamingrekorder, oplyser Viaplay i en pressemeddelelse. 

På finaledagen så 50.000 seere i snit med på TV3+ - hvilket er en fremgang på næsten 30 procent i forhold til sidste år og dobbelt så mange som på finaledagen i 2023. 

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

I alt har der været en stigning på 38 procent i sening af de fire Masters-dage på Augusta-banen i Georgia.

Viaplay fortæller desuden, at der har været et øget salg på abonnementer på knap 25 procent i forhold til sidste år.

»Vi er superglade for årets Masters-dækning, som har været en stor succes for Viaplay. Peter Grønborg, Lucas Bjerregaard og Preben Elkjær guidede seerne igennem sendingerne med anekdoter, begejstring, humor og viden, og heldigvis viser tallene nu, at de danske golf-seere tog endda rigtigt godt imod vores dækning, »siger Viaplays sportschef, Benjamin Munk, i pressemeddelelsen.

Det var i øvrigt det nordirske golf-fænomen Rory McIlroy, der kunne iføre sig den legendariske grønne sejrsjakke efter en neglebidersejr i US Masters.