Hendes navn popper op konstant.
Og i december blev hun endnu en gang hyldet for sin glorværdige karriere, som hun ellers lagde på hylden for mange år siden.
Sammen med en række legender blev Anja Andersen nemlig indlemmet i Det Europæiske Håndboldforbunds Hall of Fame før jul.
Og spørger man verdens bedste håndboldspiller på herresiden, Mathias Gidsel, er det da også ekstremt fortjent, at den tidligere 'Jernhårde Lady' får den anerkendelse.
»Hun har virkelig fortjent at være i Hall of Fame. Anja vil jo altid stå som én, der forandrede kvindehåndbold. Og hun viste, at der var plads til en type som hende,« fortæller han til B.T.
De seneste år har det været minimalt, hvad man har hørt til Anja Andersen.
Og i december mødte hun da heller ikke op, da EHF's nye Hall of Fame-medlemmer blev hyldet i Wien.
Men selv om det tidligere håndboldikon har været forsvundet fra rampelyset i en årrække, ved alle i håndboldverdenen stadig, hvem hun er.
Selv Mathias Gidsels holdkammerater i Füchse Berlin, der ikke har et dansk pas.
»Alle kender hende jo. Selv mine Balkan-holdkammerater kender hende. Også selv om det nok ikke var hende, de så allermest, da de voksede op,« forklarer han.
Det er især de ikoniske scoringer, som den danske Berlin-spiller husker, når Anja Andersens navn bliver nævnt.
Og så også lige de lidt mere kontroversielle episoder.
»Alle har jo set de virale klip. Og folk husker historierne. Både fuckfingeren og de vilde scoringer,« afslutter han.