De tidligere danske sportsudøvere Michael Rasmussen, Razak Pimpong, Christian Sivebæk og Ann Grete Nørgaard har alle sin daglige gang på Hald Ege Efterskole i Viborg.

Og fra 1. august får de selskab af endnu et prominent navn.

Den tidligere håndboldspiller Joachim Boldsen er nemlig blevet ansat som lærer på skolen.

Det skriver Hald Ege Efterskole i et opslag på Facebook.

Udover at skulle undervise i håndbold skal den tidligere landsholdsspiller også »have vagter, samlinger og alt muligt andet, der hører med til at være efterskolelærer,« skriver skolen.

»Det er godt nok et samarbejde, vi glæder os meget til og er stolte over er kommet i hus,« lyder det videre.

Ann Grete Nørgaard lokkede Boldsen til Viborg.
Ann Grete Nørgaard lokkede Boldsen til Viborg. Foto: Hald Ege Efterskole
Vis mere

Joachim Boldsen skal undervise i håndbold sammen med Simon Olsen, der blandt andet er assistenttræner for det færøske kvindelandshold, og Ann Grete Nørgaard, der nåede 139 kampe for det danske landshold.

Og det er netop sidstnævnte, der lokkede Boldsen til efterskolen i Viborg, fortæller skolens forstander, Erik Junker, til TV Midtvest.

Som spiller er Boldsen noteret for 186 landskampe og 405 mål fra 1998 til 2008. Han nåede forbi storklubber som tyske SG Flensburg-Handewitt og spanske FC Barcelona.

Efter håndboldkarrieren har han blandt andet arbejdet som tv-vært og håndboldekspert. 

Udover det nye job som efterskolelærer skal Boldsen også prøve kræfter med politik.

I maj fortalte han, at han stiller op til kommunalvalget 18. november for De Konservative i Hørsholm Kommune.