'Skandaløst håndteret.'
Ordene er klare fra B.T.s håndboldkommentator Johnny Wojciech Kokborg, når det kommer til sagen om den nu tidligere Viborg-stjerne Christina Pedersen.
En sag, der efterlader Viborg HK med en plet på renommeét, mener han.
Pedersen blev tidligere på måneden suspenderet på grund 'gnidninger mellem hende og spillertruppen'.
Siden spredte mystikken sig om sagen, inden man fredag i sidste uge offentliggjorde, at parterne var gået hvert til sit.
Den nyhed nåede at være på håndboldklubbens hjemmesiden i tyve minutter, inden den forsvandt igen.
Ifølge TVMIDTVEST var bestyrelsen ikke klar over, at nyheden var kommet ud, og fratrædelsesaftalen var ikke forhandlet på plads på daværende tidspunkt. En aftale, der siden faldt på plads.
Og hvis det ikke var nok, så sagde klubbens cheftræner Ole Bitsch sit job op samme dag i kølvandet på kaosset i klubben den seneste tid.
»Det er svært at finde en grimasse, der kan passe til den her rodebutik. Det er skandaløst håndteret fra ende til anden, og jeg synes, det skader klubbens image for bestandigt. Et mareridt for dem,« siger Kokborg om Viborg HK, der historisk er den mest vindende håndboldklub på kvindesiden.
Han peger på, at klubben var i sin gode ret til at suspendere Pedersen, og at der stadig mangler svar på, hvad der skete internt i truppen.
Men derfra er det gået helt galt for Viborg.
»Ole Bitchs opsigelse gør tingene endnu værre. For det efterlader endnu flere spørgsmål, når en træner ordret siger, at han stopper på grund af situationen den seneste tid. Det har været en lavine af dårlig ledelse, der bare er blevet værre og værre,« lyder det.
Christina Pedersen har allerede fundet en ny klub, da hun er blevet præsenteret på en toårig kontrakt hos norske Larvik.
Alt imens har Viborg forfremmet assistenttræner Anders Friis til jobbet som cheftræner.
»Jeg er bange for, at håndteringen af sagen kommer til at forfølge dem resten af sæsonen. Jo, jo, man kan kigge fremad nu, men nu er alle øjne på klubben, og ethvert fejltrin vil blive vurderet med forstørrelsesglas,« siger Kokborg.