Da slutfløjtet lød, og Danmarks fjerde VM-guld var en realitet, gik der ikke mange sekunder, før den kroatiske legende Domagoj Duvnjak tog fat i Mathias Gidsel.
Kroaten og den danske superspiller fik sig en ordentlig krammer, mens de udvekslede en række bemærkninger.
»Han sagde til mig, at jeg ikke er normal,« fortalte Mathias Gidsel - der scorede 10 gange i den danske 32-26-sejr - efter finalen.
»Jeg svarede, at jeg altså er normal - jeg er bare dansker.«
Men roserne gik også den anden vej. Mathias Gidsel fik også lykønsket sin modstander, som spillede sin sidste landskamp søndag.
»På mit gebrokne tysk fik jeg sagt tillykke med en fantastisk karriere. Han er ikke bare en af de allerbedste håndboldspillere gennem tiderne. Han er også en kæmpe inspiration for kroaterne - men også for danske spillere.«
»Jeg vil gerne være ligesom ham, når jeg kommer i den alder - være en dominerende figur i Bundesligaen og en fantastisk leder,« lød det fra Gidsel.
Mathias GIdsel blev efter kampen kåret til turneringens MVP - den vigtigste spiller. Han blev desuden også turneringens topscorer med 74 mål.