Der er nyt om Holger Runes trænerteam.

Igen.

Den danske tennisstjerne har nemlig hentet den 44-årige træner Benjamin Ebrahimzadeh Rezayeh ind til de kommende turneringer i Asien, mens danskerens førstetræner, Kenneth Carlsen, holder fri i Danmark.

Det fortæller Holger Rune til B.T.

»Under Hangzhou Open og de kommende turneringer i Asien har jeg Benjamin 'Benny' Ebrahimzadeh med som træner. Efter en hektisk periode siden Wimbledon med seks uger ekstra i USA – udover det oprindeligt planlagte – er Kenneth i Danmark og holder fri. Skal man forblive skarp som træner, bliver man nødt til at holde fri,« lyder det fra danskeren.

Tenniskometen afslører samtidig, at han faktisk i et stykke tid har trænet med Ebrahimzadeh i Monaco, hvor han bor til daglig:

»Jeg har trænet med Benjamin i Monaco forud for mit besøg i Danmark i forbindelse med min boglancering. Det har været nogle gode træninger, hvor vi målrettet har arbejdet på nogle af de områder i mit spil, hvor jeg har haft mine udfordringer i de seneste måneder.« 

»Nu ser jeg frem til at komme i kamp og få testet de ting af, jeg har arbejdet på. Jeg er optimistisk og tror på, at jeg kan slutte året godt af, og jeg håber, at en stærk slutspurt vil være nok til at nå med i sæsonfinalen i Torino,« fortæller han videre.

Benjamin Ebrahimzadeh Rezayeh har tidligere trænet den tyske grand slam-vinder Angelique Kerber, som han var med til at hjælpe fra en plads som nummer 120 i verden til nummer fem på verdensranglisten.

Det er ikke første gang i år, at Holger Rune afslører nyt på trænerfronten. Langtfra faktisk.

I 2024 har den unge dansker nået at have tilknyttet både Severin Lüthi, Boris Becker og Patrick Mouratoglou. Alle tre er dog fortid i teamet.

I stedet er det Kenneth Carlsen, der har overtaget rollen som førstetræner.