Natten til onsdag blev der sat ild til afdøde prinsesse Dianas hus, Althorp House, som er en bondegård tæt på Northampton i England.
Det var her, at prinsesse Diana boede som helt ung, indtil hun blev gift med prinsen af Wales, nu kong Charles.
Ifølge Dailymail har branden været så omfattende, at store dele af bygningen nu er komplet ødelagt.
Nu reagerer prinsesse Dianas bror, Charles Spencer, der i et opslag på X beskriver den følelse, som branden har medført:
»Det gårdhus, som vi mistede på grund af en bevidst hærværkshandling i går aftes, er nu blevet jævnet med jorden af sikkerhedsmæssige årsager. 'Så trist. Den verden, vi lever i.'
Ifølge broderen er der altså tale om en helt bevidst handling af en eller flere brandstiftere, der nu har destrueret den gård, der har været i familiens hænder de sidste 500 år.
Den påstand er det engelske politi enig i:
Northamptonshire-politiet bekræftede i eftermiddags, at de behandler gårsdagens brand som 'en formodet brandstiftelse', og de opfordrer folk til at henvende sig med oplysninger.
Politiet har ifølge Dailymail udtalt, at 'branden, som blev anmeldt i de tidlige morgentimer, menes at være påsat med vilje. Den nøjagtige årsag er dog endnu ikke fastslået.'
Det var i øvrigt i august 1997, altså for snart 28 år siden, at prinsesse Diana og hendes daværende kæreste, rigmanden Dodi Fayed, mistede livet på tragisk vis i en bilulykke i en tunnel i Paris.