Det kan være det velkendt grin. Det kan være glimtet i øjet. Det kan være hans skæve smil. 

For han dukker stadig op, dén Bruce Willis som også hele verden i årtier har kendt og elsket.

»Ikke i dage, men vi får øjeblikke,« som hustruen Emma Heming Willis konstaterer i et sjældent interview med den amerikanske tv-station ABC News.

Her fortæller hun om, hvordan ægtemanden – og den verdensberømte skuespiller – lever med den demens-sygdom, der blev konstateret for tre år siden.

»Bruce har det overordnet rigtig godt. Det er bare hans hjerne, der svigter ham,« som Emma Heming Willis udtrykker det.

Og det er begyndt at sætte sine tydelige spor hos den 70-årige Bruce Willis, lyder det også.

Eksempelvis er »sproget ved at forsvinde, men vi har måder at kommunikere med ham på, det er bare på en anden måde«.

Og på et spørgsmål om, hvorvidt han stadig kan genkende hustruen – eller deres to døtre på 11 og 13 år, kommer følgende svar:

Bruce Willis og Emma Heming Willis har været gift siden 2009.
Bruce Willis og Emma Heming Willis har været gift siden 2009. Foto: Evan Agostini/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det føler jeg, at han gør. Det ved jeg, at han gør. Han lyser op, når vi er sammen med ham. Han holder vores hænder, vi kysser ham, vi krammer ham, og han gengælder det. Han tager del i det,« siger Emma Heming Willis:

»Og det er alt, hvad jeg har brug for. Jeg har ikke brug for, at han ved, at jeg er hans hustru, og at vi blev gift på den specifikke dag. Jeg vil bare gerne føle, at jeg har en forbindelse til ham, og det gør jeg.«

Parret har været gift siden 2009 og har altså to børn sammen.

Bruce Willis har desuden tre voksne døtre fra sit tidligere ægteskab med skuespillerkollegaen Demi Moore.

Om få dage, 9. september, udkommer Emma Heming Willis' med en bog, der beskriver de seneste år – og livet med demens.

Den hedder 'The Unexpected Journey: Finding Strength, Hope, and Yourself on The Caregiving Path' og handler også om rollen som omsorgsperson. Altså om at finde styrke og håb.

I interviewet med ABC News fortæller Emma Heming Willis, at hun forsøger at blive i nuet og prøver på ikke at tænke på de tidligere år i forholdet. På forelskelsen, på at opfostre børnene sammen.

»Det er hårdt at tænke tilbage,« siger hun og fortæller, at hun ville »elske« at kunne have én rigtig samtale med sin ægtemand.

»Og høre, hvordan han har det. Om han har det godt. Om der er noget, vi kan gøre for ham. Det ville jeg virkelig gerne vide. Om han er bange, om han nogensinde er bekymret. Jeg ville elske at have en samtale med ham om det.«