I februar åbnede David Johansen op om sin kræftsygdom, der havde stået på i over ti år.
Og fredag døde David Johansen, der var forsanger i bandet New York Dolls.
Det bekræfter David Johansens steddatter, Leah Hennessey, til New York Times.
Han blev 75 år gammel.
Det var også Leah Hennessey, der tidligere i februar startede en indsamling, da omkostningerne til David Johansens kræftbehandling var store.
»Det her er den værste smerte, jeg har oplevet i hele mit liv. Jeg har aldrig været en, der beder om hjælp, men det her er et nødstilfælde. Tak,« lød det blandt andet i teksten til indsamlingen.
Steddatteren skriver i øvrigt i teksten, at det var under coronapandemien, at man opdagede, at David Johansens kræftsygdom havde udviklet sig. Derudover fandt man en hjernetumor.
På trods af at han havde kæmpet med sygdommen i ti år, var det første gang at offentligheden lærte om den.
David Johansens karriere begyndte i 1960erne, da han var forsanger i bandet Vagabond Missionaries. Karrieren tog for alvor fart, da han i 1970erne startede bandet New York Dolls.