De fleste husker nok Bruce Willis som hovedrollen i Die Hard-filmene. Men efter han forlod det hvide lærred, har skuespilleren fået konstateret demens, og det har sat sine spor på hans kognitive evner.
Efter det i 2023 blev meldt ud, at han led af sygdommen, har hans familie jævnligt delt opdateringer om hans helbred. De har ikke lagt skjul på, at de har oplevet op- og nedture i forbindelse med farens sygdom.
Fars dag søndag i sidste uge har ikke været nogen undtagelse. I et opslag på Instagram fra dagen indrømmer hans ældste datter, Rumer, nemlig, at netop fars dag, grundet sygdommen, er svær for hende. Det skriver det norske medie Dagbladet.
I USA var det i modsætning til i Danmark fars dag den 15. juni.
»I dag er en tung dag. Jeg føler en dyb længsel i mit bryst efter at tale med dig og fortælle dig alt, hvad jeg gør, og hvad der sker i mit liv,« skriver Rumer Willis blandt andet i opslaget.
»Men jeg ved, at du ikke ville have ønsket, at jeg skulle være ked af det i dag, så jeg vil prøve bare at være taknemmelig. Taknemmelig for, at jeg er så heldig at have dig som min far,« skriver hun videre i opslaget.
Opslaget er ifølge mediet ledsaget af adskillige billeder af faren, hende selv og hendes datter i opslaget.
Den demenssygdom, som Bruce Willis lider af, betegnes som frontotemporal demens. Før det blev han i 2022 diagnosticeret med sygdommen afasi, som er en sprogforstyrrelse som resultat af sygdom eller skade i hjernen.