Tidligere mandag lød meldingen, at den populære radiovært Howard Stern ville slukke mikrofonen for sidste gang og forlade sit program på kanalen SiriusXM. 

Men det var altså en vittighed. 

Sådan skriver CNN

Den 71-årige radiovært forlader dermed ikke sit folkekære program alligevel. 

»Jeg blev bare så irriteret over, at alle skrev til mig og spurgte, om jeg var okay, fordi jeg var blevet fyret,« sagde radioværten, da han vendte tilbage til mikrofonen ifølge The Mirror. 

»Det, der pisser mig af, er, at jeg nu ikke kan rejse væk. Jeg har overvejet at gå på pension. Nu kan jeg ikke,« lød det videre.

Vittigheden kommer ifølge mediet, mens hans fremtid hos radiostationen er uklar. Det vides nemlig ikke, om han fortsætter som radiovært. 

Nu skulle Howard Stern dog have fortalt, at han har været til en samtale med ledelsen, der havde været »fantastisk«, samt at han er »meget glad hos SirusXM«, skriver mediet. 

Han har været ansat hos kanalen siden 2006, hvor han denne mandag ikke dukkede op til sit program. 

I stedet var det den anden radiovært Andy Cohen, der erstattede ham. Og her lød også nogle pæne ord til den 71-årige.

»Jeg kan ikke overdrive, hvad Howard har betydet for denne virksomhed, og hvad han har gjort for SiriusXM. Han gik, så vi kunne løbe. Jeg kan umuligt udfylde hans tomrum,« lød det ifølge mediet.

Howard Stern har været en af de bedst betalte personligheder inden for radio og tv. Hvor han i sine tidlige år blev kaldt »provokerende«, bliver han i dag priset for sine interview.

Gennem sin lange karriere har store personligheder siddet over for ham. Det tæller både kendisser som Billy Joel, Pamela Anderson, Lady Gaga, Sacha Baron Cohen og mange flere.