I over 60 år var han bare en ukendt scenemester på Broadway, men en rolle i kultserien 'The Sopranos' gjorde Jerry Adler berømt.
Nu er den 96-årige amerikaner død.
Det oplyser hans familie ifølge blandt andre The Hollywood Reporter og The New York Post.
I rollen som Hesh Rabkin, consigliere – eller rådgiver om man vil – for mafiabossen Tony Soprano spillet af James Gandolfini blev Jerry Adler yderst populær.
Jerry Adler reflekterede selv over sin pludselige berømmelse i et interview med The Hollywood Reporter i 2017.
»Ved du, hvad der er interessant? Du tilbringer hele din karriere bag kulisserne. Ingen ved, hvem du er, eller kender dit navn. De ved intet om dig.«
»Og så medvirker du i et tv-program, og pludselig er du en berømthed, og alle kender dit ansigt. Det er så underligt,« sagde han dengang.
Kolleger beskriver ham som en, der kunne stjæle en scene med én enkelt replik.
Ét af Jerry Adlers mindeværdige øjeblikke i 'The Sopranos' er den nu ikoniske replik 'A hit is a hit' med reference til, at han kan spotte en hitsang, når han hører den.
Foruden sin rolle i kultserien, der gik fra 1999 til 2007, optrådte Jerry Adler i film som Woody Allens 'Manhattan Murder Mystery' samt 'In Her Shoes' og 'Prime'.
Senere havde han også store roller i tv-serierne 'Rescue Me' og 'The Good Wife'.
Skaberen af sidstnævnte serie, Robert King, hylder Jerry Adlers humor.
»Vi havde egentlig kun tænkt os at bruge ham i ét afsnit. Men han var så sjov, at han endte med at være med i seks år.«