‘Can't get you outta my head’-sangeren Kylie Minogue er tvunget til at aflyse flere koncerter på grund af sygdom. 

Det skriver den 56-årige australske popsanger selv på sine sociale medier.

»Som nogle af jer måske ved, afsluttede vi for en uge siden den britiske del af ‘Tension Tour’. Jeg nåede over målstregen (yay), men er desværre bukket under for en virusinfektion,« skriver hun.

Kylie Minogue har pådraget sig en infektion på stemmebåndene kaldet laryngitis.

Sundhed.dk kan man læse, at laryngitis (også kaldet strubebetændelse) oftest skyldes infektion med enten virus eller bakterier og kan skyldes forkølelse, allergi, rygning eller en overbelastning af stemmen, efter man har råbt og sunget meget.

Sygdommen resulterer i hæshed eller tab af stemmen, og dét matcher dårligt med, at Kylie Minogue er i gang med en verdensomspændende turné, der også skal bringe hende til Danmark.

Under navnet 'Tension Tour' har hun siden februar måned givet koncerter over den halve verden. Resten af turen, der slutter i august, skal bringe hende Europa rundt, før hun slutter af med koncerter i Sydamerika. 

Hun har netop færdiggjort en række koncerter i Storbritannien og var klar til at rykke over kanalen, hvor hun mandag skulle spille i Berlin og derefter i Polen, Litauen og Estland.

Det er de fire koncerter, der nu aflyses.

»Jeg har gjort mit bedste for at komme mig hurtigt, så vi kan starte vores næste tur på mandag, men jeg er bange for, at det vil tage mig nogle dage at blive rask nok til at komme tilbage på scenen og præstere det bedste for jer.«

Ifølge opslaget regner hun dog med at være klar igen om en uges tid.

Dét er godt nyt til alle dem, der ser frem til at synge med på hits som ‘Padam Padam’ og ‘The Loco-motion’, når Kylie Minogue forhåbentlig går på scenen ved Tindebox i Odense fredag den 27. juni.