Amerikanerne er vilde med sæbeoperaer, der bliver sendt dag efter dag – år efter år efter år. Nu mangler de en af deres yndlingsfigurer.
Skuespilleren Tristan Rogers døde fredag morgen af lungekræft.
I mange år har han spillet rollen som den James Bond inspirerede figur, Robert Scorpio i ABC-serien ‘General Hospital’.
Serien, der første gang blev sendt i 1963, er opført i Guinness Rekordbog som den længst kørende amerikanske sæbeopera, der stadig er i produktion.
Egentlig var Tristan Rogers kun hyret ind til en enkelt dags optagelser, men han formåede at udvikle rollen, til en af de mest populære roller i serien, fortæller hans mangeårige manager, Meryl Soodak, efter dødsfaldet til ABC7.
»Han elskede at være Scorpio, og han skabte den rolle ud af ingenting. Han skulle arbejde en dag, og han endte med at gøre det til noget stort. Han var bare et ægte loyalt, venligt menneske, og han elskede sin familie.«
Tristan Rogers var fast på skærmen fra 1980 til 1992, men i 45 år var han tilknyttet serien og dukkede med jævne mellemrum op som Scorpio.
Hans senest optræden var i juli 2025.
Det var netop i juli, at Tristan Rogers første gang offentligt meldte ud, at han havde fået kræft.
Dengang lød det fra hans repræsentanter, at han arbejdede tæt sammen med sine læger og var optimistisk omkring behandlingen.
Men fredag måtte han opgive kampen mod sygdommen.
Tristan Rogers efterlader sig kone, to børn og et barnebarn.