Sikke et døgn for dansk ishockeys OL-dommer, Albert Ankerstjerne. Først en tur med bus fra Buffalo i USA til Toronto i Canada, så fly til Keflavik i Island og videre til Kastrup med ventetider undervejs.
Torsdag kl. 13 kunne han sætte sine fødder på dansk jord. En time inden Media Day, Danmarks Ishockey Unions årlige sammenkomst hos ligasponsoren Dansk Metal, hvor han var én af mange, der skulle præsenteres og hyldes.
For den 27-årige fynske dommer, kometen Albert Ankerstjerne, som i maj var på linjen i VM-finalen i Stockholm mellem USA og Schweiz og til februar i Milano bliver dansk ishockeys første OL-dommer hos mændene, når verdens største ishockeystjerner mødes, var årsagen til det vilde døgn, at han for tredje år i træk skulle have B.T. Gyldne Fløjte som årets dommer.
»Det har været et utroligt år for mig. At drømme er én ting. At nå målet er noget andet. Jeg er meget stolt og beæret,« siger en glad Albert Ankerstjerne.
B.T.s Gyldne Fløjte så dagens lys i 1985 og er en af dansk ishockeys ældste priser. Den blev uddelt for 41. gang.
Det er Metal Ligaens dommere, der stemmer om hæderen, og Albert Ankerstjerne blev den mest overbevisende vinder nogensinde.
Ikke nok med, at han er en fremragende linjedommer. Han er også utrolig afholdt af kollegerne og respekteret blandt spillere og trænere.
I Buffalo var han sammen med de 25 andre dommere fra Europa og NHL, der skal til Milano.
»Det var en stor oplevelse at møde de andre OL-dommere. Jeg føler, at jeg lærte meget i de fem dage, vi var sammen i Buffalo. Både på det menneskelige og det faglige plan,« siger han.