Starten på ishockeysæsonen venter lige om hjørnet. Og der venter den måske tætteste liga nogensinde.  

B.T.s mangeårige ishockey-reporter Peter Fredberg tager herunder et kig i spåkuglen og kommer med sit bud på, hvem der kan løfte DM-pokalen i 2026.

Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Ét er, hvordan holdene ser ud ved sæsonstarten. Noget andet, hvordan de ser ud i det tidlige forår. Det er dér, det afgøres. Spørger man en spiller om forskellen på grundspil og playoff, lyder det ofte: 'De er som to verdener.'

Denne sæson adskiller sig fra det normale. Med lidt god vilje er der fire-fem hold med mesterskabschance. Bredden i toppen har aldrig været større.

Hvis vi holder os til fem kandidater, er der fire fra Jylland (nævnt fra nord Aalborg Pirates, Herning Blue Fox, Esbjerg Energy og SønderjyskE) og de regerende mestre og CHL-helte fra Fyn, Odense Bulldogs.

Men ét hold skiller sig i min optik ud. Nemlig holdet, som i foråret løb ind i en gigantisk skuffelse med nederlaget om Prins Henriks Cup til Bulldogs: Herning Blue Fox. Danmarks mest vindende klub, som paradoksalt nok ikke har vundet DM siden 2012.

Det er selvfølgelig en trøst, at Blue Fox er pokalmestre. Men på heden bliver man først rigtig glade, når byens spillere sætter guldhjelmen på hovedet og ryger en cigar. Det gør ondt, at traditionsklubben med den mest professionelle organisation og stærkeste økonomi atter har skuffet sig selv og fansene.

Sportsdirektør Peter Regin har løftet Blue Fox' setup, og jeg er overbevist om, at de ni nye navne på holdkortet vil styrke de blå ræve, selv om holdets bedste back Emil Kristensen blev skadet under sommertræningen og først er klar til november/december efter operation i en brystmuskel.

Stor respekt for Odense Bulldogs, som har brilleret i Champions Hockey League og overgået tidligere danske resultater i den europæiske turnering. Der er virkelig sket noget under direktør Ole Nielsen. Men i den næste DM-finale giver jeg et plus til Blue Fox.

Den mest interessante nyhed op til sæsonstarten er selvfølgelig Nikolaj Ehlers' entre som hovedaktionær (51 pct.) i Aalborg Pirates. Superstjernen fra Carolina Hurricanes (efter ti succesrige sæsoner for Winnipeg Jets med 719 NHL-kampe og 541 point) er født i Aalborg og har hele sit liv haft barndomsklubben i hjertet. Hvilken gevinst for en klub.

Det bliver spændende at følge piraterne og opleve Nikolajs fingeraftryk på den lange afstand. En finale tror jeg ikke på i denne sæson. Men hvad med næste sæson?

Sådan ser min "Top 9" ud: 1. Herning Blue Fox. 2. Odense Bulldogs. 3. Aalborg Pirates. 4. Esbjerg Energy. 5. SønderjyskE. 6. Rungsted Seier Capital. 7. Herlev Eagles. 8. Frederikshavn White Hawks. 9. Rødovre Mighty Bulls.«

Peter Fredberg tipper: Herning Blue Fox.