Lars Eller gør klar til sin tredje sæson for Pittsburgh Penguins og sin 17. sæson i NHL.
Men selv om den spilbegavede playmaker er fyldt 35 år, har han ingen planer om at lade sig pensionere i verdens stærkeste ishockeyliga.
Tværtimod. Han brænder stadig for NHL og håber på en forlængelse med Penguins, når den nuværende kontrakt udløber næste sommer.
»Jeg er glad for at være i Pittsburgh Penguins. Familien trives også. Jeg håber, at kunne fortsætte i klubben eller andre steder i Nordamerika.«
»Mit mål er at blive i NHL, så længe jeg kan. Jeg lever i nuet og har svært ved at se mig spille videre, når det slutter i NHL.«
Er der spekuleret i, om Lars Eller efter hjemkomsten vil slutte af i barndomsklubben Rødovre, hvor hans lillebror Mads spiller, og faderen Olaf er cheftræner, er de søde Rødovre-drømme hermed skudt ned.
Lars Eller er den eneste dansker, der har spillet over 1.000 kampe i NHLs grundserie, helt nøjagtigt 1.036, og han er også den eneste, der har kunnet løfte Stanley Cup'en, da han vandt verdens fornemste trofæ med Washington Capitals i 2018.
Hans første klub i NHL var St. Louis Blues, og derefter gik turen over Montreal Canadiens, Washington Capitals og Colorado Avalance, inden adressen nu er Pittsburgh.
Mens Lars Ellers familie er blevet i USA, er han et smut i Danmark. Målet er OL-kvalifikationsturneringen i Aalborg, hvor fire hold spiller om én plads i den olympiske turnering i Milano i 2026.
Danmark spiller 29. august mod Storbritannien, 30. august mod Japan og 1. september mod Norge.
Der bliver også tid til en afstikker til Riga, hvor landsholdet forbereder sig i to testkampe mod Letland søndag og mandag.
Desværre har Oliver Bjorkstrand meldt afbud. Ifølge hans klub, Seattle Kraken, har han brug for en pause for at undgå en operation inden sæsonstarten.
»Jeg har ikke spillet i landskamptrøjen siden VM i 2019 i Slovakiet og glæder mig til at genopleve det fantastiske sammenhold, der er i truppen. Den kultur og mentalitet, der er på holdet, er unik,« siger Lars Eller.
»OL er det eneste, jeg ikke har oplevet i min karriere. Jeg glæder mig til OL-kvalifikationen og er optimist.«