Sidst Patrick Bjorkstrand spillede for Herning Blue Fox, blev han dansk mester. Og hvorfor skulle han ikke kunne blive det igen?

Efter 13 års fravær er han tilbage i barndomsklubben. Og pudsigt nok har Danmarks mest vindende ishockeyklub ikke vundet guld, mens den mangeårige landsholdsforward har spillet for bl.a. Medvescak Zagreb i den russiske liga KHL, i den finske Liiga og senest fire sæsoner (to guldmedaljer) for Aalborg Pirates.

»Om Blue Fox bliver min sidste klub? Det tør jeg ikke sige. Det er muligt, men nu ser vi tiden an. Jeg har haft en god snak med min mangeårige ven, Blue Fox' sportsdirektør Peter Regin. Han har fortalt om sine planer.«

»De lyder spændende, og jeg har ikke haft de store overvejelser. Jeg føler, at mit skifte har været naturligt,« siger 33-årige Patrick Bjorkstrand til B.T.

»Blue Fox har fået ni nye spillere på holdet. Mit indtryk er, at vi har et stærkere hold end sidste sæson. Som arbejder hårdt og har gjort det godt i optakten. Der er en god stemning på holdet. Jeg er optimist.«

Patrick Bjorkstrand vandt guld med Herning i 2011 og 2012. Begge gange med sin far, Todd Bjorkstrand, som coach. I 2012 var Patricks lillebror, Oliver, også med. Via NHL-klubberne Colombus Blue Jackets og Seattle Kraken spiller han nu for Florida-holdet Tampa Bay Lightning.

Todd Bjorkstrand er et af de største navne i dansk ishockey gennem tiderne. For Herning vandt han 13 danske mesterskaber. Syv som spiller og seks som cheftræner. Ingen har scoret så mange mål og point i den danske liga som den legendariske amerikaner (627 mål og 1199 point). 

Patrick siger med et smil: »Min far og jeg har den samme sejrsvilje.«

Det vakte vild opsigt, da Blue Fox-ledelsen fyrede Todd Bjorkstrand i 2017 på grund af trænerens problemer med kommunikationen med den sportslige ledelse, spillere og frivillige. En meget vred og dybt skuffet Todd Bjorkstrand besøgte først Herning igen, da han var i byen for at se Patrick i Pirates-trøjen mod Blue Fox. Han har også set sin ældste søn flere gange i Aalborg.

Han er i øjeblikket på ferie i USA og har stadig ambitioner som coach. Sidste sæson trænede han det slovakiske hold HK Poprad.

Ud over Patrick Bjorkstrand er der én spiller mere, der var på Blue Fox' guldhold for 13 år siden, den daværende U20-forward Joachim Linnet, som spillede ni kampe.

Sådan ser åbningsprogrammet ud i Metal Ligaen:

Tirsdag: SønderjyskE-Frederikshavn, Rungsted-Esbjerg og Rødovre-Herning.

Onsdag: Herlev-Odense.