Et liv med privatfly, skræddere, rejser på første klasse, shopping i Harrods og flotte huse i England. Rent materielt manglede der ikke noget i Caroline Flemings barndomshjem.
Men hendes far og farfar ødslede pengene væk på en ekstravagant livsstil, og det var en af årsagerne til, at det forgældede familieslot – Valdemars Slot – blev en byrde for Caroline Fleming.
Det fortæller den nu tidligere baronesse i sin nye biografi 'Caroline', der udkom torsdag.
Her fortæller Caroline Fleming om sin barndom som adelig, og hvordan hun voksede op i luksus – rent materielt. En luksus, der især var udtalt under hendes farfars tid, mens der i den grad manglede varme, kærlighed og forståelse i barndomshjemmet.
»For min farfar var penge noget, man havde, ikke noget, man tjente. At tjene penge fandt han ikke passende for en adelsmand, har min fætter fortalt mig,« fortæller hun i bogen.
Hun beskriver farfaren, lensbaron Carl Frederik Sophus Vilhelm, som en elegant, smuk herre, der lignede en eventyrprins.
Farfaren var blevet stenrig allerede som syvårig, da han arvede flere godser efter sin far, der døde af syfilis.
Lensbaron Carl Frederik Sophus Vilhelm levede et liv i den øverste overklasse. Han gik kun i specialsyede sko fra en speciel skomager i London, og når han ville have nogle nye, tog han bare et privatfly til London.
Og hvis han manglede penge, så solgte han noget jord fra godserne. En praksis, som for øvrigt fortsatte, efter Caroline Flemings far, lensbaron Niels Krabbe Iuel-Brockdorff overtog både titel og slot. Han solgte blandt andet en skov til erhvervsmanden Peter Zobel i 80erne, før han med familien flyttede til England i en årrække for at spare penge i skat.
Overklasselivet fortsatte dog, og Caroline Fleming oplevede dyre privatskoler, dyre huse og transport altid på første klasse, uanset om det var med færge eller fly.
»Min far var en livsnyder og connaisseur med et beundringsværdigt kendskab til alt, hvad der er lækkert i livet: Vin, mad, rejsedestinationer, hoteller, tøj, sko og med en menneskestor humidor til sine cigarer,« fortæller hun i bogen.
Ifølge Caroline Fleming førte farfarens ødsle livsstil til, at der allerede var pengeproblemer på Valdemars Slot, da hendes far overtog det, hvilket førte til, at slottet også blev dybt forgældet, da hun overtog det, efter hun i 2001 blev gift med den britiske rigmand, Rory Fleming. En detalje, vi vender tilbage til.
For selvom livet på Valdemars Slot i mange henseender var glamourøst med bonede gulve, lækker mad og kongelige selskaber hvor dronning Margrethe var med og gerne havde Caroline Flemings far til bordherre, så havde det adelige liv store mangler på andre områder. Nemlig det følelsesmæssige.
Ifølge Caroline Fleming gik meget af hendes barndom ud på at lære den rette etikette, for eksempel hvor dybt hun skulle neje for dronningen i forhold til andre.
Hun lærte, at der var forskel på folk, hun lærte at begå sig i det finere selskab – og hun lærte forventningerne til den mand, hun skulle gifte sig med.
Og hun lærte også de forventninger, der var til hende selv – selv om hun ikke helt kunne leve op til dem. For eksempel forventede hendes far, at hun skulle på universitetet, mens hun selv hellere ville være model.
Hun lærte også i en tidlig alder at feje følelser ind under gulvtæppet – som da hun for eksempel mistede sin mor som 11-årig. Noget, som hun havde svært ved at håndtere, da der ikke var nogle voksne, der ville tale med hende om det.
Blandt en af de ting, som Caroline Fleming fremhæver, er hvordan hun altid har fået fortalt, at hun skal værne om sit ophav:
»At få et godt navn er det sværeste i hele verden, har min far fortalt mig. Det letteste – og det værste, måtte jeg forstå – er at ødelægge det og få et dårligt ry,« fortæller Caroline Fleming, der oplevede en af de største kriser, da hun mistede sin mor til kræft.
Dengang boede familien i en årrække i England, og selv om hendes far dengang viste sig fra sin mest kærlige side, så blev der stadig ikke snakket om følelser.
Noget, som ifølge Caroline Fleming er gældende for mange adelige familier:
»Når jeg tænker tilbage på min opvækst, er der særligt en sætning, der bliver ved med at dukke op. En sætning, jeg kan genkalde mig, at jeg har hørt som en fast vending, når jeg fået besøg eller har været på besøg hos mine forældres venner eller min fars del af familien: 'Hvordan går det med hundene',« siger hun og tilføjer:
»Det var tilsyneladende det, der lå dem mest på sinde,« fortæller hun.
Og så vender vi tilbage til økonomien og balladen om slottet.
For det er dyrt at have et slot, og Valdemars Slot blev gennem årene forgældet med en gæld på 80 millioner kroner.
Slottet havde skiftet ejerskab mellem Caroline Fleming og hendes far nogle gange, og egentlig var det hendes fars store ønske, at Caroline Flemings ældste søn, Alexander Fleming, skulle arve slottet.
Men det afviste Fleming-familien. De ønskede ikke at indgå i en aftale, hvor de skulle drive og vedligeholde slottet, indtil Alexander Fleming fyldte 25 år. De havde postet nok penge i slottet gennem årene, lod de forstå.
Efter et mislykket forsøg på et fælles ejerskab af slottet mellem Caroline Fleming og hendes lillesøster, Louise Iuel-Albinus, hvor de blandt andet kom op og strides om et regnskab og driften af slottet, endte det med, at slottet blev sat til salg, hvorefter Louise Iuel Albinus købte det. Blandt andet fordi deres far havde givet søsteren forkøbsretten på slottet, da det blev sat til salg.
Striden førte til, at de to søstre ikke længere taler sammen:
Caroline Fleming fortæller i bogen, at det er en 'smerte i hendes liv’, at hun ikke længere taler med sin søster.
Hun når dog også frem til den erkendelse, at hendes far havde set rigtig: At hendes søster føler mere for tyngden af adelens forpligtelse, end hun selv gør:
»Min far havde set rigtig. Min søster er støbt af det samme, som han var. Jeg har det ikke i mig,« lyder det fra Caroline Fleming, der tilføjer, at hun aldrig ville kunne prioritere slottet over alt andet.
Caroline Fleming har ikke haft lyst til at medvirke i et uddybende interview med B.T. i forbindelse med hendes bog.
Louise Iuel-Albinus har sendt B.T. denne kommentar til bogen:
»Min eneste kommentar er, at det er interessant, som erindringer kan variere fra person til person. Ellers har jeg ingen kommentarer,« skriver hun i en sms til B.T.
Bogen 'Caroline' er udgivet fra Politikens forlag og udkom den 31. oktober.
