Den kendte tv- og radiovært Adam Holm vinker nu farvel til DR efter mere end 20 års ansættelse.
I stedet rykker han et helt andet sted hen.
Han skifter nemlig til podcastmediet Podimo fra 1. september.
Det afslører han selv fredag i et længere opslag på Facebook.
»Jeg forlader DR med kærlighed i sindet og gode minder. Det lyder sikkert patetisk, men jeg har været knejsende stolt og kisteglad for at tjene P1 og DR2,« skriver han.
I opslaget forklarer han, at han til at begynde med var i tvivl, om han skulle foretage skiftet, men at der var noget, der »fristede ekstraordinært«.
»Ikke muligheden af en bedre løn, heller ikke udsigten til at blive en del af et nyt arbejdsfællesskab uden en hær af mellemledere,« skriver han, før han i opslaget forklarer:
»Tanken om at medvirke til at opdyrke (og genoplive) historieformidlingen i Podimos regi, som indbefatter et voksende publikum og har fundet udbredelse til flere lande, er en udfordring, som er vanskelig at vende ryggen til.«
Videre begrunder han i opslaget:
»Det skal ikke være 'ungt for de unge', men ideen om at prøve at kommunikere seriøst til en lytterskare, som måske ikke har fundet vej til P1, får mit pædagogiske hjerte til at banke rytmisk og hurtigt.«
Adam Holm har ad flere omgange været vært på 'Deadline'.
Senest har han været vært på radioprogrammet 'Kampen om historien'. Sidste afsnit bliver sendt den 5. august, lyder det.