Fornylig kom det frem, at Michael Jacksons hudlæge Arnold Klein ved adskillige operationer forsøgte at 'genopbygge' popstjernens efterhånden hårdtprøvede ansigt lige inden hans 50 koncerter i London. Operationerne og de mange medicinpræparater i samme forbindelse har nu ført til, at politiet har rettet deres mistanke mod lægen i forbindelse med sangerens død.
Politiet ransagede i aftes hudlægens bolig i Los Angeles. De vil kulegrave hele forløbet omkring Michael Jacksons nylige operationer og undersøge, hvor meget medicin, hudlægen har udskrevet recept på i forbindelse med operationen.
Arnold Klein, der var legendens hudlæge gennem 20 år, har indrømmet, at han ind imellem har udskrevet recept på det ekstremt stærke beroligende præparat Demerol.
- Men det var det stærkeste medicin, jeg brugte, siger lægen til The Sun.
Allerede 2. juli bad politiet ham om at udlevere Michael Jacksons journal, men der udleverede han kun en brøkdel af materialet. Derfor troppede politiet op hos ham i går og krævede resten udleveret.
- Han samarbejder ikke fuldt ud med os, siger en talsmand fra politiet til The Sun.
Arnold Klein hævder, at popstjernen ønskede et mere normalt look, når han igen skulle op på scenen. Over 50 ansigtsoperationer gennem årene havde efterhånden sat sit præg på Michael Jacksons ansigt, som var arret og slidt.
- Jeg prøvede at gøre hans ansigt klar til koncerterne. Han ønskede det så perfekt som muligt, siger Arnold Klein.
