Efter flere dage, hvor Anders Lund Madsen blandt andet har beskyldt Bubber for at krænke hans privatliv, og Bubber har anklaget Anders Lund Madsen for at få det til at lyde som om at Bubber havde sex med B.S. i et radioprogram, tager Lund Madsen igen til genmæle i hans klumme i Jyllands-Posten.

-  For det første er det hverken nogen skam at være bøsse eller at have samleje med B.S. Christiansen. Det første er en fest, og det sidste er en ære, skriver Anders Lund Madsen i sin klumme i Jyllands-Posten.

Men det bliver ikke kun ved de rosende ord til Bubber.

 -  Men Bubber-figuren hænger mig ud af min hals med hans evindeligt postulerede interesse i verden omkring sig, der udelukkende eksisterer som alibi for endnu en prædiken om den gnidningsløse og alligevel smerteligt frygtsomme eksistens, skriver Anders Lund Madsen i sin klumme. Han slutter dog af med forsonende ord og et løfte til Niels Christian Meyer - ikke Bubber.

- Pak dine krokodilletårer ned til de andre Bubber-rekvisitter, for jeg tror ikke på dem. Og til dig, Niels Christian Meyer: Jeg tror på dig. Og jeg lover hermed, at jeg aldrig vil udstille dit privatliv i medierne mod din vilje, skriver han i Jyllands Posten.