Der var både en lydoptagelse med en påvirket Michael Jackson og et fotografi af hans afdøde krop på første dag i retssagen mod hans læge.

Det var en dramatisk første dag i retssagen mod Michael Jacksons livlæge Conrad Murray, der tirsdag fandt sted i Los Angeles. Både et fotografi af den afdøde sanger på en båre blev vist frem i retten, lige som en lydoptagelse af en snøvlende Michael Jackson optaget få uger før hans død som følge af et overforbrug af bedøvelsesmedicin chokerede tilhørerne.

Anklager David Walgren udlagde lægen Conrad Murray, der er anklaget for uagtsomt manddrab i forbindelse med Jacksons død, som en pengegrisk person, der kun var ude efter at få fingre i popstjernens penge, mens forsvaret argumenterede for, at det var Michael Jackson alene, der administrerede det forbrug af medicin, der endte med at koste ham livet.

- Bevismaterialet i denne sag vil vise, at Michael Jackson lagde sit liv i hænderne på Conrad Murray og hans lægelige evner, og den fejlplacerede tiltro havde utvetydigt for høj en pris. Den fejlplacerede tiltro til Conrad Murray kostede Michael Jackson livet, sagde anklager David Walgren i retten ifølge CNN.

Lydoptagelse med snøvlende Jackson

Anklageren afspillede desuden en lydoptagelse for sagens 12 jurymedlemmer - og de millioner af TV-seere, der fulgte sagen på direkte TV. Lydoptagelsen er angiveligt lavet af Conrad Murray den 10. maj 2009 - godt en måned før sangerens død - og på båndet kan man høre, hvad der ifølge anklageren er en "stærkt påvirket" Michael Jackson, der taler om sin planlagte comeback-turné.

Snøvlende, mumlende og med en dyb grødet stemme taler popstjernen om, hvad han gerne vil have, at folk skal have ud af hans comeback-koncerter.

- Jeg vil have dem til at sige, 'Jeg har aldrig set noget lignende i mit liv. Han er den største entertainer gennem tiden, siger Jackson angiveligt.

Ifølge anklageren viser optagelsen med al tydelighed, hvordan livlægen var helt klar over, hvilken tilstand Jackson befandt sig i, da han bestilte nye mængder af bedøvelsesmidlet Propofol til stjernen.

Forsvaret: Murray kunne intet gøre

På den anden side argumenterede forsvaret for, at intet, Murray kunne have gjort, ville have reddet stjernen fra den desperate situation, han befandt sig i op til sine comeback-koncerter.

Yderligere en video med optagelser af popkongen, der - aftenen før sin død - øver sig på at synge og danse til sin berømte 'Earth Song' i en koncertsal i Los Angeles blev også vist i retssalen. Et foto af den døde popstjerne, der ligger på en båre og er taget blot 12 timer efter videooptagelsen fik tilhørerne også at se.

En række af Michael Jacksons familiemedlemmer var til stede i retssalen. Hans forældre Joseph og Katherine Jackson var således mødt op sammen med flere af stjernens søskende. Søsteren LaToya havde en enkelt solsikke med sig, Michaels yndlingsblomst.