Haas-teamets britiske grandprix-weekend har indtil nu været overskygget af farcen omkring titelsponsor Rich Energy.

Onsdag opsagde energidrikproducentens direktør, William Storey, samarbejdet med Haas og henviste til 'manglende resultater'.

Torsdag meddelte ejerne af Rich Energy, at Storey havde handlet på egen hånd, og at han ville blive fjernet fra ledelsen.

Farcen har givet dybe ridser i imagelakken hos både Haas F1 Team og Rich Energy.

William Storey.
William Storey. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Men det er langtfra første gang, 'skumle' sponsorer har skabt overskrifter i Formel 1.

Tilbage i 1974 lagde hæderkronede B&O navn til en sponsoraftale, der senere kostede et af feltets mest lovende teams livet.

Den belgiske B&O-importør indgik en aftale med Surtees-teamet, hvis leder og ejer var den tidligere Formel 1- og motorcykelverdensmester John Surtees.

I 1972 blev Surtees-teamet nummer fem i VM lige efter Ferrari, og nu ville man under navnet Bang & Olufsen Team Surtees udfordre topholdene.

Det viste sig hurtigt, at den belgiske B&O-importør havde en skummel bagtanke med sponsoraftalen.

Hans søn havde racerambitioner, men John Surtees opdagede hurtigt, at han ikke var F1-materiale.

»Da jeg meddelte hans far, at han aldrig ville komme i Formel 1, begyndte indbetalingerne fra sponsoraftalen at udeblive,« fortalte Surtees.

Den misligholdte aftale med B&O blev starten på en nedtur for Surtees, der sluttede med, at teamet lukkede efter 1978-sæsonen.

B&O Series 1974. Arkivfoto.
B&O Series 1974. Arkivfoto. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

»Det var dem, der var skyld i, at mit team lukkede. Lige siden har jeg været sur på Danmark og boykottet både jeres smør og jeres bacon. Og det er altså et stort offer for en englænder,« sagde Surtees senere.

Fik mere 'reklame', end de havde betalt for

Den nuværende tv-kommentator Nicolas Kiesa kørte i slutningen af 2005 fem grandprixer for det lille Minardi-team.

Her var man afhængig af sponsorer, og mens danskerens partnere levede op til deres løfter, var der andre Minardi-sponsorer, der hang mere i bremsen.

En af dem hed Stayer, og når en sponsor ikke betaler, er den normale fremgangsmåde, at deres mærker fjernes fra bilen.

Men Minardi-chefen, Paul Stoddart, var en rå, selfmade forretningsmand, der fandt på en anden løsning, som lagde maksimalt pres på Stayer:

Han lod mærkerne blive på bilen – men tilføjede med store, røde bogstaver 'Har ikke betalt'!

På den måde fik Stayer mere 'reklame' på alverdens tv-skærme, end de nogensinde (ikke) havde betalt for!

Sponseret af bedemand

Italieneren Arturo Merzario startede sin Formel 1-karriere hos Ferrari i 1972, men røg hurtigt videre til mindre teams, og til sidst måtte han bygge sin egen bil for at blive i feltet.

I sin hjemmebyggede Merzario-Ford lå han altid bagest og kørte så tilpas langsomt, at han kunne nå at stoppe, når andre kørere kom galt af sted.

Det var Merzario, der reddede Niki Lauda ud af østrigerens brændende Ferrari på Nürburgring i 1976, og to år senere var han også med til at få svenske Ronnie Peterson ud af en brændende Lotus på Monza-banen.

Han var med i så mange redningsaktioner, at andre kørere i fuldt alvor foreslog, at man finansierede et førstehjælpskursus til ham.

Ideen blev dog droppet, da Merzarios lille team dukkede op med en af Formel 1-sportens mest makabre sponsorer: Et lokalt bedemandsfirma reklamerede på bagvingen.

Andre læser også