En større fogedaktion fandt i sidste uge sted i flere byer.
I den forbindelse blev 12 personer anholdt, oplyser Københavns Vestegns Politi nu om aktionen.
Politikredsen stod sammen med Fogedretten i Glostrup bag aktionen, som fandt sted i Taastrup, Bagsværd og Ballerup, lyder det i en pressemeddelelse.
Alle de 12 personer, der blev anholdt, var eftersøgt af fogedretten.
»Hvis man er eftersøgt af fogedretten, opfordrer vi kraftigt til, at man selv tager kontakt og får klaret sit mellemværende,« lyder det fra politikommissær Jesper Olsen fra Københavns Vestegns Politi:
»Ellers risikerer man at blive standset i lufthavnen på vej på ferie – eller at blive hentet af politiet, som vi har set i denne aktion.«
Alle de 12 personer er siden blevet fremstillet for en fogeddommer, oplyser politiet i pressemeddelelsen.
Sagerne handler typisk om gæld i forbindelse med ubetalte parkeringsbøder eller anden gæld til private kreditorer.
Ved retten blev der i alle sagerne udarbejdet konkrete aftaler om tilbagebetaling, lyder det.
Herefter blev de anholdte løsladt igen.