Fredag den 1. august 2025 modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse vedrørende planlægning af et skoleskyderi.
Anmeldelse var rettet mod Sct. Michaels Skole i Kolding og to konkrete personer var omtalt som mål.
Kort efter blev tre drenge anholdt, og nu er en 15-årig dreng blevet fremstillet i et grundlovsforhør og fængslet i fire uger.
De to andre mistænkte er begge under den kriminelle lavalder og blev løsladt efter afhøring. De sociale myndigheder er underrettet.
Ved du noget om sagen? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv en mail til sebj@bt.dk.
»Politiet er i gang med at efterforske sagen, som vi ser på med stor alvor. Politiet har været i dialog med både de mistænkte og deres forældre, de forurettede og deres forældre, ligesom Sct. Michaels Skole, Kolding Kommune og de sociale myndigheder er blevet underrettet,« siger Vicepolitiinspektør Torben Simonsen fra Sydøstjyllands Politi og fortsætter:
»Jeg vil gerne understrege, at der på nuværende tidspunkt ikke er noget i efterforskningen, der tyder på, at der er en aktuel og konkret fare mod hverken den pågældende skole eller konkrete personer.«
Hos Kolding Kommune lyder det i en pressemeddelelse, at de anholdte børn er elever på en anden skole - Alminde-Viuf Fællesskole, der er en folkeskole.
»Det er en meget ulykkelig situation, som vi ser på med stor alvor, siger kommunaldirektør Merete Dissing.
Kommunen tilføjer, at alle trygt kan starte i skole efter sommerferien.
Der er nedlagt navneforbud i sagen.