Tidligt tirsdag aften blev en ung mand på 19 år stukket i ballen foran Rosengårdcenteret.
Og knivstikepisoden skyldes efter sigende et opgør over en knallert.
Det fortæller Hans Jørgen Larsen, der er vagtchef ved Fyns Politi, til B.T.
»Vi fik en anmeldelse tirsdag klokken 17:36 om et slagsmål mellem en gruppe unge mennesker i nærheden af 7-Eleven, der ligger på Ørbækvej ved Rosengårdcenteret.«
»De patruljen nåede frem, fandt de en 19-årig mand, der var blevet stukket i den ene balle,« siger vagtchefen.
Vagtchefen fortæller, at det kun var den forurettede og et par vidner, som var ved 7-Eleven, da patruljen nåede frem.
Politiet indhentede derfor forklaringer fra vidner og den forurettede, der havde en god idé om, hvem gerningsmanden er.
Den 19-årige mand blev herefter kørt til Odense Universitetshospital, hvor han blev behandlet for knivstikket, der viste sig at være et mindre sår.
Han er sidenhen blevet udskrevet igen.
Vagtchefen fortæller i den forbindelse, at politiet ligeledes har en kraftig formodning om, hvem gerningsmanden er.
Der er tale om en 18-årig mand fra Odense, som nu er blevet eftersøgt.
Men inden politiet melder den 18-åriges identitet ud til offentligheden, vil de gerne give ham en chance for at melde sig selv.
»Vi skal uanset hvad nok støde på ham på et tidspunkt, for vi kender hans navn, og vi ved også, hvor han bor.«
»Men indtil han forhåbentlig melder sig selv, så fortsætter vi vores eftersøgning af ham,« fortæller Hans Jørgsen Larsen, der oplyser, at han om ikke andet hurtigt bliver nem at finde, hvis han forsøger at bruge sit pas, sit cpr-nummer eller lignende.
I forbindelse med voldsepisoden efterlyste politiet desuden en bil.
Bilen fandt politiet på en parkeringsplads ved en tankstation i Agedrup. Ved bilen stod nogle personer, som kortvarigt blev anholdt af politiet.
»Men vores efterforskning viste hurtigt, at de personer ikke havde noget med sagen at gøre, så de blev hurtigt løsladt igen,« fortæller Hans Jørgen Larsen.