En 19-årig mand blev mandag aften omkring klokken 23.55 overfaldet af fire personer i Kerteminde.

De fire gerningsmænd sprang ud af en hvid personbil og tildelte herefter den 19-årige mand spark. Herefter stjal gerningsmændene to telefoner fra den 19-årige.

Det oplyser politikommissær ved Fyns Politi Preben Skytte til B.T.

»Den 19-årige mand beskriver episoden som fuldkommen umotiveret og er naturligvis meget chokeret over hændelsen,« siger Preben Skytte.

Hændelsen fandt sted på Hans Schacksvej i Kerteminde, men selvom der er tale om en lang vej, kan politiet ikke komme det nærmere, hvor præcist overfaldet og røveriet fandt sted.

For at komme videre i sagen hører de derfor gerne fra vidner, som eventuelt har overværet overfaldet.

»Hvis nogen har set den hvide personbil eller har overværet hændelsen, så hører vi meget gerne mere,« slår politikommissæren fast.

Af de fire gerningsmænd var to iført elefanthuer, fortæller Preben Skytte.