Politiet ved endnu ikke, hvad der ligger til grund for, at en 23-årig mand blev stukket i brystet natten til søndag i den lille by Ingstrup ved Løkken.
Men konsekvenserne har været alvorlige for ofret.
»Den 23-årige ligger nu i kunstigt koma. Han er blevet opereret, og det er efter alt at dømme gået godt,« siger vagtchef ved Nordjyllands Politi René Kortegaard.
Den unge mand er nu ude af livsfare, men vagtchefen fortæller, 'at det er meget alvorligt'.
Søndag har en anden 23-årig mand fra lokalområdet været fremstillet i grundlovsforhør, og han er varetægtsfængslet i fire uger.
Desuden er to andre sigtede i sagen, oplyser vagtchefen. Der er ifølge Nordjyske tale om henholdsvis en mand og kvinde, som dog er løsladt.
Ofret i sagen blev stukket med en saks tæt ved hjertet, og politiet modtog anmeldelsen klokken 1.28 natten til søndag.
»Nu ligger der en masse efterforskningsarbejde, hvor man skal klarlægge hændelsesforløbet og finde et eventuelt motiv,« siger vagtchefen, som kalder sagen for 'voldsom'.
René Kortegaard fortæller desuden, at man er færdig ude på selve gerningsstedet.