28-årige Thomas Jensen havde sparet 158.000 kroner op, drømte om hus og en tryg fremtid for sig selv, sin kæreste og otteårige datter.

Men pengene forsvandt fra den ene dag til den anden.

Han er en af de 15.000-20.000 danskere, som ifølge tech-mediet Version 2 har brugt investeringsplatformen Space AI, der har vist sig at være et omfattende internationalt pyramidespil.

»158.000 kroner hænger ikke på træerne, og nu har jeg ingenting tilbage,« siger Thomas Jensen til B.T.

Det hele begyndte på hans arbejdsplads hos Siemens i Aalborg. En kollega introducerede ham til konceptet: En AI-baseret løsning, der investerede ens penge i kryptovaluta og sikrede et dagligt afkast på cirka 1 procent.

»Jeg startede med 8.500, og 30 dage efter kunne jeg trække 2.000 kroner ud. Det gik hurtigt og uden problemer,« fortæller han.

Det gav ham tillid, så han investerede yderligere 100.000 kroner gennem Space AI. Målet var at fordoble investeringen på blot 72 dage, så der kunne blive råd til drømmehuset.

Men 27. juli – blot fire dage efter Thomas Jensen lagde sit livs investering - blev hjemmesiden inaktiv, YouTube kanalen lukkede ned, og pengene var væk.

»Jeg føler mig slået fuldstændig hjem. Det er ikke den store gejst, der er for tiden,« siger han.

Svindlen har haft alvorlige konsekvenser for ham økonomisk.

»De første par måneder har jeg ingenting. Jeg har lånt penge af mine kammerater. Jeg gik fra ikke at have noget gæld overhovedet til at have gæld. Det jo ikke særlig fedt, og jeg synes, det er pinligt,« forklarer Thomas Jensen.

Han føler sig efterladt, da hverken banken, Nets eller politiet har kunnet hjælpe ham.

Om folkene bag svindelnummeret siger han:

»De har ikke nogen samvittighed og er sikkert pisseligeglade, så hvis de blev kørt ned, vil det ikke gøre mig noget.«

I dag står han tilbage uden sine drømme, men prøver at se fremad.

»Jeg stod midt i huskøb og drømme. Nu har jeg ikke en skid. Jeg ejer mindre end min otteårige datter, så jeg må bare arbejde noget mere.«

Til andre, der overvejer lignende investeringer, har han derfor ét klart råd:

»Lad være med at lægge mere, end du har råd til at miste.«