To ukendte, maskerede gerningsmænd overfaldt en 29-årig mand i en hundeskov mandag aften.
Overfaldet skete - ifølge offeret - da han var ude at lufte sin hund i hundeskoven på Obstrupvej i Aarhus-bydelen Tranbjerg J.
Den 29-årige hundelufter blev kørt på skadestuen og fik behandling for flere skader. Her blev han afhørt af politiet godt to timer, efter overfaldet formentlig fandt sted.
»Ud fra den 29-åriges forklaring og de skader, han havde fået, tyder det på, at han var blevet udsat for vold i form af flere slag og mindre snit med en skarp genstand. Det er dog stadig meget uklart, hvad der præcist er sket, og hvad baggrunden for overfaldet kan være,« skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Politiet er nu i gang med at efterforske sagen og har søgt spor i hundeskoven. I den forbindelse hører politikredsen meget gerne fra vidner, der befandt sig i og omkring hundeskoven cirka klokken 21.30 mandag aften.
Hvis du har set nogle mistænkelig personer ved hundeskoven i det tidsrum, vil Østjyllands Politi meget gerne høre fra dig.
Du kan kontakte politikredsen på telefonnummer 1-1-4.