En 37-årig mand afgik mandag ved døden efter at have været involveret i en færdselsulykke på Hasle Ringvej i Aarhus V.

Ulykken skete omkring klokken 15.40, da den 37-årige kom kørende på sin motorcykel mod sydvest ad Hasle Ringvej.

Den 37-årige kørte ind i bagenden på en bil og blev kastet af motorcyklen og ramte en trailer.

Ved politiets og ambulancens ankomst var den 37-årige vågen og ved fuld bevidsthed, men han blev kørt til skadestuen, hvor han kort efter afgik ved døden.

De pårørende er underrettet.

De nærmere omstændigheder omkring ulykken skal nu klarlægges.