Det var en helt normal oktober-eftermiddag, da 5-årige Aya og hendes mor i 2020 var på vej hjem fra børnehave på Peter Bangs Vej i København.

Men på et splitsekund blev morens liv ændret for altid, da dengang 21-årige Helmi Mossa Hameed gassede op i sin bil og kørte direkte ind i de to.

Lille, uskyldige Aya mistede livet i ulykken, hvor Helmi Mossa Hameed var påvirket af lattergas.

Det kostede Ayas forældre en ubærlig sorg resten af livet, mens den 21-årige mand blev idømt en straf på seks års fængsel.

Det var her på Peter Bangs Vej, at uskyldige 5-årige Aya blev kørt ihjel
Det var her på Peter Bangs Vej, at uskyldige 5-årige Aya blev kørt ihjel Foto: Jacob Waage / Byrd
Vis mere

Der skulle gå lidt over to år, før en lattergaspåvirket mand igen var skyld i, at et uskyldigt liv blev taget.

En februaraften i 2023 kom en 37-årige mand nemlig racende med 140 kilometer i timen ved et vejkryds i Rødovre.

Én ting er, at det er langt over den tilladte hastighedsgrænse, men noget andet er, at der holdt flere biler for rødt i krydset.

En af dem var en 34-årig mand, der blev påkørt med så stor kraft, at han afgik ved døden. Den 37-årige mand blev idømt fem års fængsel.

Kan du bidrage til dækningen af lattergasforbruget i Danmark? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv en mail til sebj@bt.dk.

Men vi er – desværre – langt fra færdige endnu.

Klokken var lidt over 22, da fem ældre mennesker, der netop havde været til folkedans, i september 2024 kom kørende i Tranbjerg tæt på Aarhus.

Mod dem kom en 35-årig mand, der netop havde suget lattergas.

Manden havde lige overhalet to biler, da han kørte ind i bilen med de fem folkedansere og dræbte tre af dem. Han blev idømt seks og et halvt års fængsel.

En af de fem folkedansere, 81-årige Johan Pedersen, fortalte søndag morgen sin historie i B.T.

Han mistede sin kone i ulykken, hvor han selv brækkede syv ribben, og opfordrer nu til, at der bør ske ændringer på området.

Og det er ikke usandsynligt, at politikerne lige nu er ekstra opmærksomme på problematikken.

Tidligere i august kunne der nemlig tilføjet endnu et uskyldigt liv til listen over ofre i dødsulykker, hvor vanvidsbilisten har taget lattergas.

Foran BabySam i Valby kørte en 17-årig dreng ind i en 65-årig mand, der var ved at læsse en barnevogn ind i en Tesla.

Faren havde købt barnevognen til sin søn og gravide svigerdatter, som sad inde i bilen.

Hun endte med at brække foden.

Læs med senere, hvor transportminister, Thomas Danielsen, i B.T. fortæller, hvad man fra regeringens side vil gøre ved de mange ulykker.