I timevis har politiet ledt efter en ældre mand, der tidligere tirsdag var cyklet fra sit hjem i Skals. 

Og nu er der godt nyt. 

»Så har vi fundet den 78-årige demente mand fra Skals, der blev efterlyst tidligere,« lyder det således i et X-opslag fra Midt- og Vestjyllands Politi, der fortsætter: 

»Han blev fundet i nærheden af Hjarbæk Fjord og er i god behold.«

Som led i eftersøgningen af den 78-årige bad politiet offentligheden om hjælp.

Blandt andet opfordrede man personer med overvågningskameraer til at se deres optagelser igennem. 

Den 78-årige mand var nemlig tidligere blevet set på overvågning fra Hovedgaden i Skals.

Om det er netop overvågningsvideo, der har ført til fundet af ham, fremgår ikke.

Sikkert er det dog, at politiet takker:

»Tak for hjælpen til lokalbefolkningen.«