Mens luften forlod hendes krop, gjorde dødsangsten sit indtog. Tankerne vrimlede i det hoved, der var blevet overdynget med slag. Hvem var den maskerede mand, der ville hende det så ondt?
Svaret fik hun dagen efter. For det lykkedes ham ikke at frarøve hende livet. Til gengæld tog han så meget andet.
Da B.T. fanger den svenske advokat Marie Louise Landberg over telefonen, har hun tidligere samme dag fået sat en protese i. En protese, der ligner det øje, som hun mistede under overfaldet.
»Jeg er blevet mindet om det, hver gang jeg har set mig selv i spejlet, men nu kan jeg sidde og kigge på mig selv, og jeg ser normal ud. Det gør livet lettere, og jeg kan lægge det lidt mere bag mig,« siger hun.
Tilføjer så, at det ikke er ensbetydende med, at hun ikke gerne fortæller sin historie. For det gør hun gerne. Også selv om den er brutal.
»Jeg synes, der normalt er for meget fokus på gerningsmanden, så det er vigtigt for mig at vise, at selvom du har været offer for en alvorlig forbrydelse, kan du stadig komme tilbage.«
For Marie-Louise Landberg er der et liv før og et efter 14. april 2024.
Op til den dag havde hun arbejdet som advokat i tre årtier. På hendes bord lå sager om alt fra forældremyndighed til dødsboer, og netop et dødsbo spiller en central rolle i hendes fortælling.
I efteråret 2023 blev hun udpeget som bobestyrer i boet efter en far til tre. Undervejs vakte et spørgsmål om salg af en ejendom utilfredshed hos en søn, som derfor forsøgte at få hende afsat.
Forsøget var forgæves, hvilket ikke gjorde den 65-årige mands vrede mindre.
Af retsbogen fra den senere retssag, der kørte ved Norrköpings Tingsrätt i august, fremgår det, at han lagde en slagplan.
Han ville alliere sig med undersøgende journalister, der kunne afsløre advokatens uduelighed. Men først skulle han have adgang til sagens materiale.
Også dette havde han en plan for: Han ville slå advokaten i hovedet, så hun ville blive så omtåget, at han ville få mulighed for at stikke af med hendes telefon og computer.
14. april pakkede han så en taske. Lagde maske, kasket og handsker i. Tog til Norrköping, ud til Marie-Louise Landbergs adresse. Sneg sig ind i hendes opgang. Lagde sig på lur.
Da advokaten ved 23-tiden ankom til adressen efter at have luftet hund, var han klar.
Da dørene til elevatoren gik op, ramte det første slag hende i hovedet. Så det næste. Og før hun vidste af det, lå hun i hjørnet i den lille elevator. Med den 65-årige oven på sig.
Slagene faldt som hagl. Og så stoppede de, men han var ikke færdig. Snart stak han sine fingre ind i hendes øjne. Han pressede til.
Hun skreg. For livet. Håbede, at det kunne blive hendes redning. At en nabo ville høre hendes nødråb. Som modtræk lagde manden sin hånd over hendes mund og næse.
Dér meldte dødsangsten for alvor sin ankomst.
Kort efter gjorde en nabo det samme. Den 65-årige tog flugten, mens Marie-Louise Landberg snart blev hastet på hospitalet, hvor lægerne kæmpede for at redde hendes øjne.
Det lykkedes dem at redde ét. Det andet havde gerningsmanden taget fra hende, ligesom han havde frarøvet hende følelsen af tryghed.
»I begyndelsen tænkte jeg: 'Nej, jeg kan ikke blive boende.' Han var aldrig inde i min lejlighed, men jeg følte mig utilpas og utryg.«
Med hjælp fra særligt en god veninde og hunden Majken er hun igen begyndt at føle sig tryg i hjemmet, når hun tager elevatoren, og når hun lufter hund.
For nylig vendte hun også tilbage til sit arbejde.
»Han havde en mission om at skille sig af med mig, at sørge for, at jeg ikke længere kunne være advokat. Derfor betyder det så meget for mit mentale velbefindende at være i stand til at vende tilbage.«
Tingsrätten i Norrköping idømte manden, der blev anholdt dagen efter overfaldet, fem og et halvt års fængsel og fastslog samtidig, at der ikke havde været en finger at sætte på advokatens arbejde.
»Jeg tænker stadig på det hver dag. Man bliver taknemmelig for noget, eller måske skulle jeg sige ydmyg overfor livet. Det var ikke meningen, at jeg skulle dø der. Det var ikke meningen, at jeg skulle være helt invalideret, selv om jeg til en vis grad er blevet det. Men jeg kan køre bil igen, jeg kan arbejde, jeg kan fungere og gå ud.«
»Livet fortsætter, selv om han gjorde alt, hvad han kunne, for at tage det fra mig.«
