En 69-årige kvinde skal tirsdag møde i retten, hvor hun er tiltalt for at have opbevaret 252 kilo for en hashliga. I sagens anklageskrift beskrives det, at der i kvindens lejlighed i Søborg var installeret to køleskabe til netop det formål at opbevare hash i dem.
Hashen havde kvinden i sin varetægt i perioden fra 24. juni og frem til 8. august i år.
Kvinden nægter sig skyldig, fortæller kvindens advokat, Carsten Brix. Han har ikke yderligere kommentarer til sagen.
Politiets efterforskning viser, at kvindens lejlighed var lager for hashligaen. Her slog politiet til imod ligaen 8. august, og dagen efter blev seks mænd samt den 69-årige kvinde fremstillet i grundlovsforhør holdt ved Retten i Roskilde, hvor de alle blev fængslet.
Hashen, som kvinden ifølge anklageskriftet havde i de to køleskabe, hvor dog kun en mindre del af den samlede mængde hash, som ligaen håndterede. Ved retsmødet blev ligaen sigtet for samlet at have håndteret 1,7 ton hash.
Var bagmand
To af mændene, der blev anholdt 8. august skal muligvis også snart i retten i forbindelse med hashsagen. Her er den ene en 32-årig mand med pakistanske rødder, der ifølge B.T.s research har fortid i det københavnske bandemiljø.
»Min klient nægter sig skyldig og det står anklagemyndigheden frit for at bede retten om et retsmøde i sagen,« siger Peter Secher, der er forsvarer for den 32-årige.
Politiet vurderer, at den 32-årige var en af hashligaens bagmænd, og han er sigtet for at være med til at styre handlen med de godt 1,7 ton hash fordelt over syv gange. Her var den mindste portion 66 kilo, mens den største var på 394 kilo.
Det fremgår af sagens retsmødebegæring, at forretningen blev organiseret og styret ved hjælp af krypterede SKY ECC-telefoner. Her var der tale om modificerede smartphones, der havde fået fjernet gps og mikrofon.
I stedet var der blevet installeret en app sådan, at man kunne sende billede og tekstbeskeder til andre SKY ECC-tefoner. App'en var tungt krypteret, og derfor følte de kriminelle sig sikre, når de kommunikerede.
Det var dog lykkedes fransk og hollandsk politi at skaffe sig adgang til systemet, og det har affødt en længere række straffesager.
Styrede indsmugling
Første gang, den 32-årige ifølge retsmødebegæringen var med til at indkøbe og viderefordele hash, var 3. september 2020. Her drejede det sig om 154 kilo.
Flere gange var den 32-årige også med til at orkestrere indsmugling af hash. Det skete blandt andet i februar i år, hvor ikke under 150 kilo hash blev fragtet til Danmark i en spansk lastbil. Her blev ladningen ført kørt til en adresse i Haslev og derefter sendt videre til andre adresser på Sjælland.
Godt en måned senere gentog operationen sig. Også her var der tale om 150 kilo hash, der blev fragtet til Danmark.
Sådan gentog det sig med godt en måneds mellemrum frem til august, hvor politiet slog til imod hashligaen.
Den 32-årige er også sigtet for ved to lejligheder at have købt 70 kilo hash af en Comanches-rocker.
Desuden er rockeren sigtet for via SKY ECC-telefon to gange have købt samlet 4,5 kilo kokain.
Der er ikke fastsat en dato for et retsmøde i sagen.
Hør mere om kriminalitet i B.T.s podcast 'På fersk gerning' her: