Uden for byretten i København stod aktivisten Nanna Skov Høpfner – også kendt som Nanna Fri – med skilte og et klart budskab: Straffen til Henrik Sass Larsen er alt for lav.
»Jeg kunne allerede hjemmefra forudse, at dommen ville være fuldstændig latterlig og uproportional i forhold til den kriminalitet, der er begået. Fire måneder – det er jo fuldstændig vanvittigt,« siger hun.
Den tidligere minister og socialdemokratiske frontfigur blev mandag idømt fire måneders fængsel for besiddelse af mere end 2000 videoer og 6.000 billeder med overgrebsmateriale mod børn. Et tiltalepunkt om en såkaldt børnesexdukke blev han frifundet for.
Men retsvæsnet og dommeren har talt. Skal man ikke respektere det?
»Retsvæsenet tager fejl her, og det gør de generelt, når man ser på de her overgrebssager med børn. Hvis retspraksis siger fire måneder, så må man begynde at hæve straffene,« siger hun.
Selv har hun små børn – og derfor rammer sager som denne ekstra hårdt.
»Når du gør noget mod børn, som er så livsforandrende, så skal du straffes hårdt. Hvis jeg selv kunne bestemme, så skulle man låses inde for evigt. Sådan nogle mennesker er noget af det allermest farlige, der kan gå på to ben,« siger hun.
Hun mener, at selv straffe på flere år ville have været for lave:
»Et år ville have været latterligt. To år ville have været latterligt. Tre år kunne jeg måske acceptere – men fire måneder er direkte til grin,« siger hun.
'Kvalmende og chokerende'
Noget andet, der gjorde stærkt indtryk på Nanna Skov Høpfner, var de søgeord, der blev fundet på Sass’ enheder såsom 'baby-rape':
»Jeg tror, jeg tænker ligesom alle andre normale mennesker: Det er kvalmende, det er chokerende. Det er en industri, der kører derudad på dark web, hvor folk går ind og køber og downloader. Der skal bare sættes markant ind over for det her, fordi børn er det vigtigste, vi har,« siger hun.
Nanna Skov Høpfner var ikke alene. Mindst seks demonstranter havde stillet sig op foran byretten i København med skilte og slogans.
På skiltene stod der blandt andet: 'Ingen ministerpension til Sass' og 'Hæv dommene – beskyt børnene'.
»Vi er bare almindelige borgere, men vi er trætte af at se, at der bliver dømt så lavt i de her sager. Det er en hån mod ofrene,« siger Nanna Skov Høpfner.