Den 50-årige kvinde, der søndag blev anholdt og sigtet for mordet på sin 56-årige samlever i Trolleparken i Vordingborg, havde angiveligt planlagt mordet.
Bt.dk erfarer fra to kilder, at hun for en måned siden opsøgte varmemesteren og bad ham om at skaffe en pistol.
Varmemesteren afslog, og kvinden måtte finde på en anden metode.
Efterforskningsleder Søren Ravn fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi bekræfter nu over for bt.dk, at hun kvalte ham ved at holde en pude over hans ansigt, og at hun har erkendt mordet.
- Der var altid problemer med dem. De sloges altid, og det var altid det samme mønster. De drak sig fulde, og så begyndte hun at kritisere ham, hvorefter han eksploderede og slog hende, fortæller en nabo til bt.dk
Naboen fortæller også, at den dræbte var tidligere soldat og havde alvorlige krigstraumer. Han kendte ikke til at løse problemer med andet end vold.
Den anholdte kvinde skulle også flere gange have været på krisecenter, men hver gang fundet sammen med den dræbte igen.
- Vi har altid troet, at det var ham, der ville ende med at slå hende ihjel, siger en anden nabo til bt.dk
Parret flyttede ind i Trolleparken for seks måneder siden, og der har været problemer fra begyndelsen.
- Allerede inden for de første 14 dage havde politiet været her 12 gange. Der var en periode, var de var på antabus, hvor det var stille og roligt, men da de begyndte at drikke igen, brød helvede løs, fortæller nabo Bruno Jensen til bt.dk
Efterforskningsleder Søren Ravn bekræfter, at politiet kendte parret i forvejen. Han vil ikke kommentere, om kvinden forinden var blevet slået.
