Ifølge tiltalen skete det den 7. januar i tidsrummet 12.15 til 12.50.
Først skulle den 33-årige mand have kysset og befølt den 16-årige pige seksuelt inde i togvognen i et regionaltog fra Køge Station mod Østerport Station.
Og da den unge pige gik ud på toilettet for at 'flygte fra situation', rejste den 33-årige mand sig og fulgte efter.
På toilettet voldtog manden ifølge politiet den 16-årige pige, der var ude af stand til at sige fra.
Alt det fremgår af et anklageskrift, som B.T. er i besiddelse af.
Overgrebet blev først stoppet, da en anden togpassager bankede på døren.
Tirsdag danner Retten i Roskilde ramme om sagen mod den 33-årige mand, der faktisk gik 'frit rundt' i mere end én måned.
Voldtægten, som den 33-årige mand altså er tiltalt for, fandt sted den 7. januar 2025, men han blev først anholdt på sin bopæl den 12. februar 2025.
I mellemtiden forsøgte Midt- og Vestsjællands Politi ad flere omgange at søge vidner fra toget.
Særligt to vidner var interessante for politiet.
Den ene havde overværet og påtalt mandens adfærd i togvognen, mens den anden havde banket på toiletdøren, hvilket ifølge politiet afbrød voldtægten.
Begge vidner er fundet og afhørt, har Midt- og Vestsjællands Politi oplyst til Ritzau.
Den tiltalte har et udenlandsk klingende navn, og ifølge anklageskriftet vil anklagemyndigheden forsøge at få ham udvist.
Under grundlovsforhøret nægtede han sig skyldig.