Solens stråler omfavnede det befolkede Kongens Nytorv, da skuddene lød. Først et, så to, tre, fire. Vild panik opstod, og folk spurtede væk. Undtagen ham, der var blevet skudt. Af politiet.
Selvsamme mand tager onsdag plads i Københavns Byret, hvor han er tiltalt for i alt 20 forhold. Heriblandt fem fra det togt, der om formiddagen 14. juni i fjor ledte til, at han blev ramt af politiets kugler.
Forløbet var ifølge politiet startet allerede ved ottetiden om morgenen, da han i bar overkrop og shorts skubbende til en klapvogn med en hund som passager trådte ind i Espresso House på Vimmelskaftet i det indre København.
Han måtte ikke have hunden med ind, lod personalet ham vide. En afvisning, han ikke ville acceptere:
»Jeg stikker dig i hovedet med en kniv,« sagde han ifølge anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i.
Og så: »Jeg slår dig ihjel.« Flere gange.
At personalet ville ringe til politiet, rørte ham ikke, for han fortsatte ifølge anklageskriftet:
»Du er velkommen til at ringe til politiet, og gør det bare hurtigt, men jeg kommer alligevel tilbage og slår dig ihjel.«
Butikkens overfaldsalarm blev aktiveret, men den tiltalte var væk, før hjælpen nåede frem.
Han var gået videre ned ad Strøget. Videre på sit trusselstogt.
Stak af med Nike-sko
Kort før klokken ti blev han bemærket af en medarbejder fra en butik i Østergade. Han sad på en bænk, og den bare overkrop og hunden i klapvognen tiltrak sig opmærksomhed.
Da butikken åbnede, kom han ind. Han ville prøve sko, tog sokker på og fandt et par fra Nike i størrelse 44.
Han virkede underlig, fortalte medarbejdere senere til politiet. Psykisk syg. Han sagde lyde og gjorde det klart, at han ikke ønskede at betale. Hverken med kort eller kontant, da personalet spurgte ham.
Da han gik mod udgangen – stadig med sko og sokker på – ud på Strøget, fulgte flere medarbejdere efter. Og de slog alarm til strøgvagterne, der snart ilede til.
Vagterne forsøgte at stoppe ham, men måtte trække sig, da han trak en kniv frem fra klapvognen. Eller som den blev beskrevet under det senere grundlovsforhør: »et kæmpe sværd med en sølvklinge på cirka 20 centimeter«.
Den tiltalte gik med det skarpe våben i hænderne over hovedet. Viftede med det, har vidner forklaret.
Bag ham gik flere vagter, og på Kongens Nytorv kom adskillige politibiler til.
Var nødt til at skyde ham
Folk skulle lade ham være, råbte han ifølge vidner.
Og så gik han ifølge anklageskriftet og vidner til angreb på et af politiets køretøjer, som han bankede kniven ned i flere gange, før han med kniven i hånden løb frem mod to betjente.
Klokken 10.23 midt på Kongens Nytorv lød skuddene.
Politiet havde intet andet valg, slog Statsadvokaten siden fast, da sagen blev afsluttet med den konklusion, at betjentene ikke havde begået fejl.
Flere vidner kunne efterfølgende berette, hvordan den 37-årige var faldet til jorden.
Samtidig kunne fotografer med deres linser dokumentere, hvordan han midt på den berømte plads modtog førstehjælp, før han blev kørt med ambulance til hospitalet, hvor han også opholdt sig, da der dagen efter var grundlovsforhør.
Erkendte i retten
15. juni 2024 blev den 37-årige fremstillet in absentia, som det hedder, når de sigtede af den ene eller anden årsag ikke selv kan være til stede.
Anklageren fremlagde under grundlovsforhøret den foreløbige efterforskning: vidneforklaringerne, indhentningen af videoovervågning, dokumentation for den 37-åriges psykiske sygdom.
Dommeren ved Københavns Byret valgte at varetægtsfængsle ham i 13 dage med den begrundelse, at der var risiko for, at han på fri fod ville begå ny, ligeartet kriminalitet.
Ved det næste retsmøde var han selv til stede. Og her erkendte han de faktiske forhold. Altså hvad der var sket.
Dette er dog ikke det samme som at erkende, at man har overtrådt loven og bør straffes.
Ikke desto mindre valgte dommeren her at varetægtsfængsle ham, fordi der var bestyrket mistanke om, at han havde gjort sig skyldig i det, som politiet havde sigtet ham for.
Det er uvist, om han stadig erkender det skete.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra den tiltaltes forsvarer forud for retssagen, men hun er ikke vendt tilbage. Det vides derfor heller ikke, hvordan han forholder sig til de øvrige forhold, han er tiltalt for.
Heriblandt vold, både fysisk og psykisk, voldtægt, ulovlig tvang og trusler begået mod en ekskæreste.
Sagen kører med domsmænd ved Københavns Byret over syv dage. Står det til anklagemyndigheden skal den tiltalte dømmes til anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid.