Det havde været en god og rolig Rødovre Byfest, da den 27-årige autist Frederik Andersen natten til den 13. juni satte kursen mod sit hjem.
Han kunne ikke finde en bus, så i stedet besluttede han at gå hjem til fods – blandt andet gennem Damhusengen.
Og det var netop i dette grønne område, at han pludselig mærker et hårdt slag i baghovedet.
Frederik falder til jorden og forsøger at beskytte sig, mens flere ukendte gerningsmænd slår og sparker på den sagesløse mand.
»Giv mig din jakke.«
»Giv mig din telefon.«
»Har du flere ting?,« siger gerningsmændene blandt andet.
Imens fortsætter slagene og sparkene med at regne ned over ham.
Til sidst har gerningsmændene fået fat i jakke, telefon, halskæde og ur, hvorefter de stikker af til fods.
Og Frederik? Han ligger alene på grusvejen i Damhusengen.
Først efter 20 minutter formår han at kravle en kort distance, før han kommer op på benene og haltende møder et kærestepar på Hyltebjerg Allé i Vanløse.
»Er du okay?«, spørger de.
»Nej,« lyder svaret.
Kort efter ligger Frederik i en ambulance og er på vej til Bispebjerg Hospital.
B.T. har læst Frederiks journal, hvor det fremgår, at en læge første gang laver et notat klokken 03.14 den 13. juni.
Her fremgår det blandt andet, at Frederik har tydelige hævelser i ansigtet og et sår bag øret, der skal limes.
Men en tur i CT-scanneren viser også, at han er blevet sparket hårdt og mange gange på kroppen.
Lægerne konstaterer nemlig, Frederik har pådraget sig seks brækkede ribben og to beskadigede ryghvirvler.
Til hans store held er det dog ikke noget, der forventes at give varige mén – i hvert fald ikke fysiske.
På det her tidspunkt er Frederiks familie endnu ikke blevet orienteret – det sker først 12 timer efter det alvorlige overfald.
»Jeg blev kontaktet af en af Frederiks bekendte og tog ud til ham på hospitalet, hvor han stadig lå. Det var ikke et sjovt syn,« siger Frederiks tvillingebror, Jonas.
B.T. har de seneste måneder sat et stort fokus på vold. Kan du bidrage til den dækning? Så vil B.T. gerne tale med dig - skriv en mail til sebj@bt.dk.
Frederik blev udskrevet om søndagen – cirka 60 timer efter overfaldet – og har det efter omstændighederne godt.
Gerningsmændene? Dem har politiet endnu ikke fundet.
Og det er noget, der gør ondt hos både Frederik og familien.
»Der er tale om et groft overfald og røveri mod en ung mand med autisme, der var ude og hygge sig til Rødovre Byfest med god musik og sodavand. Det er så uretfærdigt, at der render gerningsmænd frit rundt lige nu,« siger Frederiks mor, Jette Jensen.
Derfor er hendes store håb med denne artikel, at der måske er vidner, som kan have set noget.
»Vi beder offentligheden om hjælp til at søge information og vidner, som kan have set noget, der kan finde frem til gerningsmændene, der har begået det gruefulde overfald og røveri mod min søn, der blot var på vej hjem,« siger hun.
B.T. har set dokumentation for, at overfaldet er anmeldt til politiet, der kan kontaktes på telefon 114.