Sagen om den tidligere minister Henrik Sass Larsen er ikke alene spektakulær – den er også yderst kritisabel.
Det mener i hvert fald B.T.’s krimiredaktør, Sebastian Bjerring Jensen.
»Det er jo en mand, som har været tæt på at blive finansminister to gange og haft en enorm rolle i Socialdemokratiet. At det ender med en sag om overgrebsmateriale – det er selvfølgelig meget spektakulært,« siger han.
Men netop fordi sagen er så opsigtsvækkende, bliver det ifølge ham endnu mere påfaldende, at politiet aldrig sikrede dukken, som var et af de helt centrale beviser.
»Det er jo en gigantisk fejl. Når man har et så centralt bevis, så skal det naturligvis undersøges nærmere. At det ikke skete, er katastrofalt. Derfor var det heller ikke overraskende, at anklageren selv i retten kaldte det en fejl,« siger Sebastian Bjerring Jensen.
Han peger på, at retten ikke kunne dømme alene på baggrund af et billede og svage vidneforklaringer.
»Nu så vi billedet i retten, og min helt personlige vurdering er, at det lignede en dukke konstrueret til et seksuelt formål. Det lignede helt bestemt, at den havde bryster, og at revnen i skridtet var konstrueret til at ligne en vagina. Sådan ser en normal dukke ikke ud,« siger han og tilføjer:
»Men jeg forstår godt, at retten ikke kunne dømme på den baggrund. Kombinationen af et enkelt foto og vage politiforklaringer var simpelthen for svagt.«
At dukken aldrig blev sikret, ændrer dog næppe dommens udfald. Anklageren gik efter fire måneders fængsel – og det fik Henrik Sass Larsen for besiddelsen af mere end 8.000 videoer og film med overgrebsmateriale mod børn. Selve dukke-forholdet ville i sig selv typisk have udløst en bøde.
»At straffen i Sass-sagen endte så lavt, vil helt sikkert gøre indtryk på mange – men det hænger også sammen med, at det i sidste ende er politikerne, der fastsætter niveauet,« siger Sebastian Bjerring Jensen og peger på, at strafferammen er op til et år.
Ifølge krimiredaktøren var det dog ikke kun den lave straf, der gjorde indtryk under retssagen.
»Det har gjort stort indtryk at overvære Henrik Sass Larsen. Særligt ved første retsmøde var han ekstremt urolig med markante ansigtsbevægelser og rastløshed,« siger han.
Ifølge B.T.s krimiredaktør er det netop kombinationen af Sass’ optræden i retten og politiets håndtering, der gør, at sagen vil blive husket i mange år.
»Man vil tale om den her sag længe. Ikke bare fordi Henrik Sass Larsen er en tidligere toppolitiker, men også fordi sagen i retten var så spektakulær,« siger Sebastian Bjerring Jensen.