Inden for det seneste døgn har Østjyllands Politi modtaget flere anmeldelser om indbrud på byggepladser.
Indbruddet er gået ud over containere, hvor gerningsmændene har stjålet en del værktøj.
Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
På en byggeplads på Mosegårdsvænget i Hasselager blev låsebommen skåret over på to containere – formentligt med en vinkelsliber.
Herefter stjal gerningsmændene værktøj og udstyr for et større beløb. Indbruddet er formentligt sket i et tidsrum mellem fredag klokken 12.00 og lørdag klokken 16.00.
På Glamhøj i Lyngby tæt på Brabrand var metoden den samme. Også her blev der stjålet en del værdifuldt værktøj.
Her er tidsrummet for indbruddet noteret til at være mellem søndag klokken 15.00 og mandag klokken 7.00.
Tirsdag morgen fik politiet en anmeldelse om, at en byggeplads på Stenhøjgårdsvej i Malling havde haft ubudne gæster på et tidspunkt mellem mandag klokken 16.00 og tirsdag klokken 7.00.
Her var der også brudt en container op, hvorefter der var stjålet værktøj.
Alle steder blev der sikret spor, og Østjyllands Politi efterforsker nu sagerne nærmere.
Østjyllands Politi opfordrer folk i byggebranchen at være særligt opmærksomme på at sikre byggepladser og værktøj. For eksempel ved at opsætte belysning eller overvågning og ved at mærke værktøj og udstyr med eksempelvis gps eller dna-væske.
Containere kan også sikres ved at stille betonblokke eller andre store ting foran, så dørene ikke kan åbnes, selvom låsen bliver brudt op, lyder det.