En udenlandsk lastbil slingrede så meget på Gedser Landevej, at det fik en trafikant til at signalere den farlige kørsel.

Og derfra kom politiet på arbejde.

Den udenlandske bil stoppede ved Scandlines i Gedser, hvor chaufføren blev alkoholtestet – og det viste sig, at han havde fået alt for meget at drikke.

Det skriver Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport.

»Testen gav et udslag på mere end to promille, og det betegnes som vanvidskørsel, så derfor blev den 40-årige anholdt klokken 18.19 og sigtet for spirituskørsel,« fremgår det.

»Hans førerret blev inddraget, og lastbilen, han kørte i, blev beslaglagt. Efter at der var taget en blodprøve på sygehuset i Nykøbing, blev den 40-årige løsladt igen klokken 0.05.«

Anmeldelsen af den opsigtsvækkende kørsel skete mandag eftermiddag.