Et skuddrama udspillede sig tirsdag aften på Amager, hvor en mand blev skudt i brystet ved en kiosk nær Østrigsgade.
Den danske musiker Sigmund Trondheim oplevede dramaet på nærmeste hold, kort efter skuddene var blevet affyret, fortæller han til B.T.
»Jeg blev virkelig bange! Især da jeg så politiet komme drønende. Der tænkte jeg, at noget måtte være helt galt,« forklarer han.
Han fortæller, at han lige var kommet op fra metrostationen ved Lergravsparken, da han gik forbi kiosken og kunne se, at ruderne i glasdøren ind til butikken var sprængt i tusind stykker.
»Jeg ser en kvinde stå og råbe op i en lejlighed over kiosken. Hun råber noget med nogle magasiner. Jeg er lidt usikker på, hvad det betyder, men jeg spørger i hvert fald, hvad der sker,« siger Sigmund.
Politiet har bekræftet, at ruderne i kiosken blev smadret under skudepisoden, men det er stadig uvist, om der er blevet skudt ind i selve butikken.
Den tidligere X Factor-deltager gik så videre, inden politiet kom drønende med fuld udrykning, og Østrigsgade blev spærret af.
»Jeg gik ned ad nogle sidegader, hvor ambulancerne kørte ned, og der ser jeg to unge fyre, der råber og skriger. 'Hvor er du', råbte den ene, inden en blå bil kom kørende og tog dem med. De fræsede afsted,« fortæller Sigmund, der i telefonen kort siger farvel til to unge piger, som har fortalt, at de var vidne til det samme.
Manden, der var blevet skudt, var ifølge Københavns Politi ved bevidsthed, da patruljerne ankom på stedet, men hans tilstand er i øjeblikket uvis.
Østrigsvej blev efter hændelsen spærret af.