Den fremmede mand havde travlt, da han i nødsporet kom hen til Peter Nielsens bilvindue og påstod, at danskeren havde ødelagt hans sidespejl.

Kort forinden havde Peter Nielsen overhalet bilen på en motorvej ved den italienske by Siena, da han og konen hørte et stort bump.

Da han herefter kiggede i bakspejlet, blinkede den bagvedkørende bil ivrigt med lygterne og signalerede, at danskeren skulle holde ind.

Det indvilgede Peter Nielsen i, og da han holdt ind, kom en midaldrende mand hurtigt ud fra den anden bil og frem til danskeren.

Her lød forklaringen fra den fremmede mand, at Peter Nielsen havde ramt hans sidespejl og krævede straks 250 euro i kontanter som erstatning. Det skulle gå stærkt, da den fremmede mand påstod, at han var på vej på hospitalet med sin gravide kone.

B.T. vil meget gerne sætte fokus på danskere, der er blevet udsat for svindelnummeret i Italien. Er du en af dem? Så vil vi hjertens gerne tale med dig. Skriv en mail til sebj@bt.dk.

I en tilstand af mild panik greb Peter Nielsen ned i lommen og stak manden 250 euro, selvom han inderst inde undrede sig over, hvordan han i sin overhaling skulle have ramt den anden bil.

Ferien under italienske himmelstrøg, der fandt sted i 2024, fortsatte, men der skulle ikke gå mere end 14 dage, før historien gentog sig.

På en motorvej, denne gang tæt på Venezia i Italien, oplevede Peter Nielsen og hans kone at blive udsat for det helt samme svindeltrick.

»Vi var helt uforberedte, så vi endte med at betale første gang. Heldigvis gjorde vi det ikke, da vi blev udsat for det igen. Man bliver jo taget på sengen,« siger Peter Nielsen.

B.T. har de seneste uger bragt flere historier om svindeltricket, der alene i år er gået ud over utallige danske turister.

Således har man i Facebook-gruppen 'Kør selv Italien' i løbet af juli kunnet læse flere advarsler fra folk, der har været udsat for tricket.

Fælles for dem alle er, at de under en overhaling har hørt et stort bump, og at en anden bil så har blinket dem ind og krævet penge for en skade.

Peter Nielsen har selv læst med, og derfor har han også indvilget i at fortælle sin historie her i B.T.

»Jeg synes, det er vigtigt, at der bliver sat fokus på det, så flere kan være forberedte, hvis det sker. Så ved man, at man ikke skal holde ind,« siger han.

Hos FDM er det ikke et ukendt fænomen.

»Det er noget, vi tager alvorligt, fordi det er et spørgsmål om trafiksikkerhed,« lyder det fra Ilyas Dogru, der er forbrugerøkonom hos FDM.

Han har derfor nogle opfordringer til folk, der er på køreferie i Italien.

»Hold afstand, når de her biler kommer tæt på. Desuden har mange biler dashcams (indbygget videokamera, red.) så brug dem, eller få en medpassager til at filme. Betal aldrig kontant, gør det til en forsikringssag og kontakt det lokale politi – det skræmmer ofte svindlerne væk,« siger Ilyas Dogru.